- Det gør mig selvfølgelig nervøs, du kan jo hverken se eller smage det, siger Lene Iversen, der bor i Vandel vest for Vejle og til daglig arbejder som slagter.
Vandel er af de steder, der nu skal undersøges for, om det er inficeret med det giftige fluorstof PFOS.
Det sker, efter at store mængder af det sundhedskadelige stof er fundet på en mark i Korsør, hvor der gik kvæg og græssede.
Leon Jensen, der også er fra Vandel, stemmer i.
- Det er ikke rart at høre, for på længere sigt kan man jo blive syg af sådan noget, siger han, der er maskinmester.
Den lille by med knap 800 indbyggere er kommet i myndighedernes søgelys, fordi der ligger en gammel flyveplads i området.
Flyvepladsen er tidligere blevet brugt til brandøvelser, og under øvelserne har man brugt brandskum, som indeholder det giftige fluorstof PFOS.
Nu skal Vejle Kommune og Region Syddanmark, som Vandel ligger i, i gang med at undersøge, om der stadig gemmer sig PFOS på arealerne omkring den gamle flyveplads.
Det samme gælder over 160 andre områder rundt om i Danmark. Miljøminister Lea Wermelin (S) har nemlig bedt kommunerne og regionerne om at undersøge, om deres nuværende og tidligere brandøvelsesområder kan være forurenede med PFOS.
De forgiftede kalve fra Korsør
Opfordringen fra miljøministeren kommer, efter at det i foråret kom frem, at omkring 180 børn og voksne fra Korsør har spist kød fra kalve, som var forgiftede med PFOS.
De cirka 180 borgere er selv blevet undersøgt for, om de har forhøjede mængder PFOS i kroppen.
To gravide, der har spist kødet, har fået svar på deres test. Testene viser, at de to kvinder har en forhøjet mængde PFOS i blodet.
Ligesom ti børn, der har spist kalvekødet, ifølge Jyllands-Posten er blevet indkaldt til samtaler på Holbæk Sygehus, fordi de har forhøjede kolesterol- og nyretal.
Resten af borgerne får først svar på, hvad deres prøver viser, i midten af august.
De forgiftede kalve har i årevis græsset på en mark tæt på en gammel brandøvelsesplads i Korsør. Her blev der tidligere brugt brandskum med PFOS i, og Fødevarestyrelsens analyser viser, at fluorstofet med stor sandsynlighed har spredt sig fra den tidligere brandøvelsesplads til den mark, hvor køerne gik og græssede.
Derfor forsøger man nu at få et overblik over, om noget lignende kan være sket andre steder i landet.
PFOS er farligt i for store mængder
Ifølge professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean er det 'den helt rigtige beslutning' at få undersøgt, om der gemmer sig store mængder PFOS andre steder end i Korsør.
Stoffet er nemlig sundhedsskadeligt, fortæller professoren.
- De her stoffer rammer rigtig mange organfunktioner, og det har vi først opdaget de allerseneste år, siger han.
Han nævner, at store mængder PFOS i kroppen giver risiko for forhøjede kolesteroltal, som kan føre til hjerte-kar-sygdomme. Forskningen peger også på, at stoffet påvirker immunsystemet, hvilket kan betyde, at vacciner ikke virker lige så godt på en, og at man nemmere bliver ramt af smitsomme sygdomme.
Der er også studier, som viser en lille øget risiko for at blive ramt af bestemte kræftsygdomme. Ligesom meget PFOS i kroppen hos gravide kan skade fostrets udvikling, fortæller professoren.
- For mig som læge er det afgørende, at vi ikke udsætter næste generation for de her risici, siger Philippe Grandjean.
PFOS er farligt i for store mængder
Det blev forbudt at bruge PFOS i 2011, og allerede i årene inden var man begyndt at udfase brugen af det.
På brandøvelsespladsen i Korsør er det cirka 20 år siden, at man stoppede med at bruge brandskum med PFOS i. Problemet er bare, at PFOS er meget svært at nedbryde. Derfor forsvinder det ikke nødvendigvis af sig selv, de steder hvor det er blevet brugt.
Det gælder også, når vi får PFOS ind i kroppen. Når vi først har fået det ind i os, er det svært at slippe af med igen, fortæller Philippe Grandjean.
- Det bekymrende er, at fluorstofferne er så stabile. Vi kan ikke nedbryde dem i kroppen, og de bliver ikke nedbrudt i omgivelserne. Det vil sige, at alt det PFOS, vi har brugt i Danmark igennem mange år, formentlig stadig er der, og det skal vi have fjernet, siger han.
Han tilføjer:
- Man skulle nok allerede være gået i gang for en del år siden, men nu skal det altså være, og så håber jeg, at myndighederne sætter fuldt blus på at få afklaret, hvor der kan være PFOS, og at de får det fjernet de steder, hvor det måtte findes i for eksempel jord og grundvand, siger han.
Vejle: Vi har styr på det for nu
I Vandel fortæller miljømedarbejder hos Vejle Kommune Bo Uttrup, at kommunen ser på sagen fra Korsør med stor alvor.
- Vi tager det selvfølgelig alvorligt. Først og fremmest handler det om at sikre, at ingen mennesker bliver syge af det, siger han.
Miljømedarbejderen maner dog til ro blandt borgerne i Vandel. Han fortæller, at det første, kommunen har gjort, er at undersøge, om der har gået dyr i nærheden af de områder, hvor der tidligere er blevet brugt PFOS, som man så i Korsør.
Det har der ikke, understreger han.
- Vi har foretaget en grundig screening af de her pladser for at finde ud af, om der er noget, vi skal afværge akut. Vores vurdering er, at vi har godt hånd i hanke med det. Indtil videre har vi styr på situationen, nu afventer vi yderligere undersøgelser fra Region Syddanmark, siger han.
Regionen skal blandt andet undersøge, om der overhovedet er PFOS-forurening på den gamle flyveplads, og om det i givet fald har spredt sig til grundvandet eller andre steder i området, uddyber Bo Uttrup.