Efter ny episode med vanvidskørsel: Minister vil forhindre misbrug af leasede biler

Hårdere straffe til vanvidsbilister kan også komme på tale, siger justitsminister Nick Hækkerup.

- Der skal gøres noget. Det er en forbrydelse, der er så fuldstændig meningsløs, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) om vanvidskørsel. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Lørdag aften satte en vanvidsbilist endnu engang tilfældige menneskers liv på spil.

I indre København blev en svensk og en norsk mand ramt af en sort Audi, der kørte over et fodgængerfelt med cirka 100 kilometer i timen.

Det får nu justitsminister Nick Hækkerup (S) til at reagere. Han vil gerne diskutere, om der skal indføres højere straffe.

Men i første omgang vil han afvente en undersøgelse, der i øjeblikket udføres af Rigsadvokaten og Rigspolitiet, og som skal finde nogle nye værktøjer til at bekæmpe den hensynsløse kørsel.

Det er kun godt en måned siden, at en 35-årig politibetjent mistede livet midt i København.

Ulykken skete, da en person i en leaset Audi kørte over Langebro fra Rådhuspladsen i tilsyneladende meget høj fart. Bilen kom over i modsatte kørebane og kørte frontalt ind i betjentens blå Hyundai i30, der kom fra Amager-siden.

- Der skal gøres noget. Det er en forbrydelse, der er så fuldstændig meningsløs, siger justitsministeren.

Trykprøver ideer

Flere oppositionspartier, og en kollega til den afdøde betjent, har efterlyst øgede beføjelser til politiet, så de nemmere kan konfiskere køretøjerne.

Problemet er nemlig, at føreren i mange tilfælde ikke ejer bilen, der ofte er leaset og står i en andens navn. Men politikerne risikerer dermed også at lave lovgivning, der straffer uskyldige mennesker, hvis de ændrer reglerne.

Justitsministeren erklærer sig dog klar til at gøre et forsøg.

- Vi skal have slået hul igennem deres mulighed for at omgå reglerne og deres mulighed for at forhindre os i at konfiskere bilerne, siger Nick Hækkerup.

- Vi har ideer, og vi er i gang med at trykprøve dem og se, hvilke virkninger de kunne have og hvilke forhindringer, der er, for at de kan virke, siger han og kommer selv med et eksempel på problemstillingen:

- Hvis du stopper en, der kører vanvidskørsel i en leaset bil, og han siger, at det ikke er hans leasede bil, det er min søsters, så kan du ikke tage bilen, for han ejer den ikke. Den type omgåelse vil vi slå hul igennem, siger han.

Videoen nedenfor fortæller om ulykken i juli, hvor en betjent døde:

Men justitsministeren erkender også, at det er forsøgt før, og at der venter en svær opgave.

- Indtil videre har vi ikke kunnet udvikle effektive midler. Det er ikke noget, der ikke er forsøgt, men det har vist sig at være svært, siger justitsministeren.

Rigspolitiet fornemmer et stigende problem

Politikerne har i flere omgange skærpet straffene for hensynsløs kørsel, men Nick Hækkerup afviser bestemt ikke, at det kan ske igen.

- Dybest set handler vores straframmers størrelse om, hvor meget vi som samfund tager afstand fra den forbrydelse, der er begået. Det her er en type forbrydelse, der er grund til at lægge meget afstand til.

- Men det er en klassisk og gammel diskussion det her med, om grovere straffe virker eller ej. Det virker på den måde, at vi sender et signal om, at vi ser på det med stor afsky, siger justitsministeren.

Ifølge Rigspolitiet er der lige nu problemer med vanvidskørsel i alle landets politikredse.

- Det er selvfølgelig et problem, der er større hos nogle end hos andre, især i de større byer, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter:

- Udfordringen er, at det er noget, der meget pludseligt opstår. Vi har biler, der har samme kræfter, som de her biler, og vi kan dokumentere deres kørsel. Vi skal bare også afveje, hvor farligt det her er. For når du begynder at køre stærkt, så øges risikoen for fare, også når vi kører stærkt, siger Christian Berthelsen.

Der findes ikke noget data på udviklingen i vanvidskørsel, men i Rigspolitiet har de en fornemmelse af, at det er et stigende problem.

- Man kan godt have den fornemmelse, når man sidder og kigger på det, at det er noget, der opleves i stigende grad. Men det virker også meget voldsomt, når man ser det, siger Christian Berthelsen.

En analyse fra 2018, hvor 27 ulykker indgår, og hvor risikofyldt kørsel er en del af forklaringen, viste en høj andel dræbte og alvorligt tilskadekomne:

Ti trafikanter døde, 11 kom alvorligt til skade, fem kom moderat til skade, mens 18 kom let til skade. 26 af førerne i de 27 ulykker var mænd. Godt halvdelen var 18-24 år.

Fem mænd blev anholdt for forseelsen i København lørdag aften. Ifølge politiet er de alle en del af bandemiljøet. Fire af dem blev ifølge Ritzau løsladt efter et grundlovsforhør søndag - den femte mand er varetægtsfængslet foreløbig indtil 10. september.