Trods statslig støjsikring vil larmen fra de nye F35-kampfly stadig overskride Miljøstyrelsens grænseværdier i mere end hundrede ejendomme, der ligger tættest på Flyvestation Skrydstrup.
Regeringen har netop fremlagt en bred aftale om støjkompensation, der giver de hårdest ramte borgere i den såkaldte røde støjzone mulighed for at vælge enten kontant kompensation eller at få isoleret deres huse mod larmen.
- Der tilbydes støjisolering med en støjdæmpning på 3-10 decibel, står der i et bilag til den politiske aftale.
Men selv med det højeste niveau af støjdæmpning, vil larmen fortsat overskride Miljøstyrelsens maksimalværdier for start og landing om natten. En grænse, der ifølge vejledningen især har betydning i boligområder med overnatning.
- Hvis man dæmper den maksimale støjbelastning til 90 decibel, så vil der stadig være tale om en overskridelse af Miljøstyrelsens grænseværdier med 10 decibel, siger Sigurd N. Thomsen, civilingeniør med speciale i støj, fra det rådgivende ingeniørfirma 103.
Reglement: Bør ikke overskride 80 decibel
Ifølge Miljøstyrelsens reglement skal det tilstræbes, at maksimalstøjen ved flyvestationer ikke overskrider 80 decibel fra klokken 22 til 7.
Ifølge støjeksperter vil det menneskelige øre opfatte en overskridelse på 10 decibel som dobbelt så højt.
Selve lydtrykket eller lydenergien er mange gange større.
- En overskridelse på 10 decibel af grænseværdierne er ikke en bagatel. Det er en signifikant overskridelse, som svarer til, at lydtrykket øges 10 gange over grænseværdien. Man kan sammenligne støjen fra flyvestationen med høj musik i et diskotek. Hvis man skal tale sammen, så skal man råbe meget højt, siger civillingeniør Sigurd N. Thomsen.
Selv efter maksimal statslig støjisolering vil larmen derfor være 'relativt høj', forklarer professor og leder af Dansk Center for Søvnmedicin ved Rigshospitalet, Poul Jennum.
- Det vil man bestemt kunne høre. Der er store undersøgelser, der viser, at sådan et støjniveau kan give kroniske søvnforstyrrelser og øget stressbelastning. Hyppighed og tidspunkt på døgnet spiller dog også ind, siger Poul Jennum, der samtidig kalder det en stor kvalitet, at et bredt flertal 'har anerkendt støj som et problem.'
Overskrider grænseværdi i 117 boliger
Ifølge aftalen om støjkompensation vil den højeste F35-støj overskride grænseværdierne i 117 ejendomme i den såkaldte røde zone.
I alt løber regningen op i cirka 250 millioner kroner, som både skal gå til opkøb af ejendomme og støjisolering hos dem, der bliver boende.
- Gruppen af naboer i den røde zone får tilbud om, at de inden for de kommende 10 år kan lade sig frivilligt opkøbe. Eller de kan vælge at få støjsikring eller selv vælge at lave støjsikring for et bestemt beløb, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).
I den gule zone, der ifølge aftalen omfatter 1.500 boliger, er maksimalstøjen på 80 decibel. Her tilbyder staten op til fem decibels støjisolering.
Fra Forsvarsministeriet lyder forklaringen, at støjbelastningen i den røde zone er beregnet på facaden. Et almindeligt hus i sig selv vil typisk reducere støjen med 25 decibel og dermed vil støjen indendøre komme under grænseværdierne allerede før, der er iværksat støjisolering.
Forsvarsministeriet oplyser desuden, at man forventer at træne cirka 30 timer om natten per år. Det er dog undtaget afvisningsberedskabets flyvninger, der ikke tæller med i støjreguleringen. Afvisningsberedskabet rykker ud omkring 40 gange om året.
Artiklen er opdateret med nye oplysninger fra Forsvarsministeriet om antal natlige flyvetimer.