Efter flere skyderier i København: Politikere i Aarhus har fået fortrolig orientering om bandesituation

Københavnske bandekonflikter har før spredt sig til Aarhus. Derfor har byens borgmester Jacob Bundsgaard bedt om en orientering om de verserende skyderier og om en anden alvorlig konflikt i Aarhus.

De seneste tids skyderier i København giver nu anledning til, at Aarhus undersøger, om konflikten kan sprede sig dertil. (Foto: © Steven Knap, Ritzau Scanpix)

Opdateret med en kommentar fra Østjyllands Politi

I kølvandet på den seneste tids række af skyderier i København har Østjyllands Politi i dag givet en række politikere en fortrolig orientering om bandesituationen i Aarhus.

Det er foregået på et magistratmøde.

Mandag deltog også en række retsordførere på et hemmeligt møde i Justitsministeriet, hvor justitsminister Peter Hummelgaard (S) fortalte, hvad regeringen vil gøre for at stoppe de unge svenske kriminelle, der er blevet hyret til at begå kriminalitet i Danmark.

Ifølge Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard har de aarhusianske politikere ønsket at blive orienteret netop på grund af skyderierne i hovedstaden, og samtidig fordi Aarhus henover sommeren har været ramt af "udfordringer og problemer i det somaliske miljø i Aarhus."

Her blev en 25-årig mand i juni stukket ihjel i Viby, og i kølvandet herpå blev der ifølge politiet sat ild til en opgang i en etageejendom i Gellerup. Her måtte 47 personer evakueres. Der har været tale om en ganske alvorlig konflikt, påpeger borgmesteren.

- Vi vil gerne have viden om knivstikkerierne, og så kan vi se, at der har været temmelig meget fart på i København. Vi vil gerne have sikkerhed for, at det ikke spreder sig til Aarhus, siger han.

Er du tryg ved situationen nu?

- Jeg er i hvert fald tryg ved, at politiet og vores medarbejdere på forebyggelsesområdet gør, hvad de kan for at undgå, at det her kommer til at berøre Aarhus. Men vi ved fra tidligere, at nogle af de ting, der er foregået i København, kan have tråde til Aarhus og kan sprede sig til andre dele af landet. Det her er et forsøg på at udvise rettighed omhu, siger Jacob Bundsgaard.

Skud mod uskyldige

Ifølge borgmesteren og Østjyllands Politi er der for nuværende ingen grund til bekymring i Aarhus, og de to konflikter menes heller ikke at være relaterede.

Men det kræver en løbende opmærksomhed og tæt koordinering mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi, lyder det.

- Vi har en høj grad af opmærksomhed på det, og vi arbejder sammen landet over for at imødegå de meget voldsomme ting, vi har set udspille i sig København.

Jacob Bundsgaard (S) kalder det "rettidig omhu" at orientere sig om situationen København. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Også Østjyllands Politi følger hændelserne tæt, fastslår fungerende politiinspektør Anders Uhrskov.

- Vi har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse, og vi forbereder os på, hvad vi gør, hvis det skulle ske her hos os, siger han.

I den forgangne uge blev en 43-årig mand dræbt af skud på Nørrebro. Københavns Politi kæder drabet sammen med en verserende konflikt mellem to bandegrupperinger.

Ved samme lejlighed blev en 42-årig kvinde ramt af skud. Ifølge politiet har kvinden ingen relation til konflikten.

- Vi har desværre også for et par år siden set et skuddrab på en uskyldig forbipasserende i Viby. Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at undgå det. Men det er nogle hårdkogte kriminelle banderelaterede, der arbejder på en måde, hvor man overhovedet ikke tager hensyn til andre mennesker, siger borgmesteren.

Kan blusse op

Politikerne blev også orienteret om en konflikt i det somaliske miljø i Aarhus. Her er det borgmesterens indtryk, at den for nuværende er sat i bero.

- Men det er en klar opfordring til, at man alle de steder, man har indflydelse på det, får nedtrappet konflikten, så det ikke bliver hævn på hævn. Heldigvis ser det for nuværende ud til, at der er lagt låg på. Men det kan formentlig blusse op igen.

Jacob Bundsgaard oplyser, at kommunen og politiet fortsat følger begge situationer tæt.

På Christiansborg har justitsminister Peter Hummelgaard (S) meddelt, at politiet øger kontrollen ved den dansk-svenske grænse, og han har samtidig åbnet for muligheden for, at politiet kan gøre brug af automatisk ansigtsgenkendelse og mere mandskab til dekryptering af de informationstjenester, som flere kriminelle bruger.