En fængselsbetjent blev i går overfaldet i Vestre Fængsel.
Det er anden gang på 14 dage, at et bandemedlem går målrettet efter fængselspersonalet, og det har endnu en gang bragt sikkerheden for de folk, der passer på landets indsatte, i fokus.
Både i Venstre og Socialdemokratiet kræver man derfor nu handling fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
- Vi vil bede justitsministeren redegøre for, hvordan vi sikrer flere betjente på afdelingerne, så færre betjente står alene, der hvor der kan være optræk til voldsomme situationer, siger Socialdemokratiets retsordfører, Morten Bødskov.
En opfordring, der også lyder fra regeringspartiet Venstre.
- Jeg vil bede ministeren og Kriminalforsorgen redegøre for, om vi på de her særligt belastede afdelinger har den bemandingssituation, der skal til, for det er fuldstændig utilstedeligt, det, der finder sted, siger retsordfører Preben Bang Henriksen.
Stop for salget af konserves
Det var et medlem af banden LTF, der stod bag overfaldet på fængselsbetjenten. Han brugte en konservesdåse i en sok som slagvåben.
Betjenten undveg slaget og blev derfor kun ramt på skulderen, men overfaldet efterlod ham ifølge Fængselsforbundet ”chokeret”.
At det på fængselsafdelinger, hvor nogle af landets mest hårdføre indsatte sidder, er muligt at købe farlige genstande, vil Socialdemokratiet have sat en stopper for.
- Dernæst vil vi bede justitsministeren se på muligheden for at forbyde salg af visse ting, der kan bruges til at slå fængselsbetjente ned med. Det kunne være konserves og andre tunge genstande, man kan købe i butikkerne, siger Morten Bødskov.
Et krav, som Venstre gerne bakker op om, hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt, fastslår Preben Bang Henriksen.
Venstres retsordfører vil samtidig se på, om de øgede straffe for overfald på offentligt ansatte, der blev vedtaget i ’Respektpakke 2’ fra 2016, er slået igennem i domspraksis.
Fredagens overfald har medført, at der øjeblikkeligt bliver udrullet nogle nye sikkerhedsforanstaltninger i visse institutioner, fortæller Kriminalforsorgens koncernsikkerhedschef.
Sikkerhedspakke skal ses efter
Sidste års politiske aftale om at tilføre 600 millioner kroner mere til Kriminalforsorgen, som blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, skal være med til at styrke fængselsbetjentenes sikkerhed.
Men med et stort antal bandemedlemmer bag tremmer er der er behov for at undersøge, om den fungerer efter planen, mener Morten Bødskov.
- Vi vil bede justitsministeren redegøre for, om den aftale, vi har lavet, bliver udrullet på den rigtige måde; er vi sikre på, at der er det personale, der skal være og at Kriminalforsorgen kan prioritere personale nok til de afdelinger, hvor man ved, at det kan gå galt, siger han.
I aftalen, der løber frem til 2021, er der sat penge af til ny sikkerhedsteknologi, såkaldte forstærkningshold af fængselsbetjente, der kan sættes ind med kort varsel samt 40 ekstra fængselsbetjente til afdelinger med mange bandemedlemmer.