Efter DR-afsløringer om svindel: NemKonto strammer op på sikkerheden

Ny procedure for ændring af NemKonto skal hjælpe med at komme svindel til livs.

NemKonto-systemet har været misbrugt til svindel i årevis. Nu er der strammet op på sikkerheden.

Myndighederne forsøger nu at dæmme op for misbrug og svindel med NemKonto-systemet.

Hidtil har du kunnet skifte NemKonto på ganske få minutter med dit NemID. Men fremover vil du få tilsendt et fysisk brev med posten, hvis du selv vil ændre på, hvilken bankkonto, der skal fungere som din NemKonto.

Derefter skal du bekræfte ændringen på NemKonto-hjemmesiden ved hjælp af en kode, der står i aktiveringsbrevet. Det fremgår af en kort meddelelse på NemKonto-hjemmesiden.

- Dette gøres for at imødegå den utryghed, der kan være omkring risiko for svindel med NemKonto, står der i meddelelsen.

Årelang svindel med NemKonto

DR afslørede i februar, at NemKonto-systemet er blevet misbrugt til svindel siden 2016.

Svindlen er sket som led i NemID-svindel, hvor svindlerne har overtaget et offers NemID. I den forbindelse har de blandt andet kunne ændre offerets NemKonto til en bankkonto, som svindlerne selv kontrollerer, uden at offeret opdagede det. På den måde har svindlerne for eksempel kunnet få udbetalt offentlige ydelser eller forbrugslån i offerets navn.

Svindel-offer: Det burde være sket meget tidligere

Hans Henrik har været udsat for svindel med både hans NemID og NemKonto.

Hans Henrik, der er pensionist, er en af de borgere, der har værte udsat for svindel med NemID og NemKonto. Hans NemKonto blev ændret uden at han opdagede det, og derfor blev hans folkepension udbetalt til den fremmede bankkonto, som svindlerne kontrollerede.

Selvom der var tale om svindel, har Hans Henrik ikke fået den tabte måneds folkepension retur.

Hans Henrik fortalte i februar til DR, at han undrede sig over, at hans NemKonto kunne ændres så let og uden at han selv opdagede det, når der i andre sammenhænge kommer adviseringer om ændringer på for eksempel mail eller i E-boks.

Derfor er han glad for, at der nu bliver strammet op på proceduren.

- Det burde være sket meget tidligere, men jeg er glad for, at det nu er ændret, siger Hans Henrik, der ikke ønsker sit efternavn frem af frygt for ny svindel.

Hård kritik af styrelsen

DR afslørede også, at Digitaliseringsstyrelsen, som er ansvarlig for NemKonto og NemID, er blevet advaret om svindlen talrige gange uden at ændre NemKonto-systemet så svindlen kunne undgås.

Det medførte hård kritik fra flere eksperter og ordførere fra en række partier.

I forbindelse med DR’s afsløringer afviste Digitaliseringsstyrelsen kritikken.

Men nu vælger styrelsen altså at ændre NemKonto-systemet, så man ikke uden videre kan ændre sin NemKonto på få minutter ved hjælp af NemID.

Uklart om flere personer kan have samme NemKonto

DR har ikke kunnet få oplyst fra Digitaliseringsstyrelsen, om der bliver sat et loft over, hvor mange personer, der kan have den samme bankkonto som NemKonto.

En række af advarslerne til styrelsen om svindel med NemKonto gik ellers på, at flere personer havde samme bankkonto som NemKonto. For eksempel skrev bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, til Digitaliseringsstyrelsen i 2018 og fortalte om et eksempel, hvor en enkelt bankkonto var blevet brugt som NemKonto for flere end 100 personer.

Men Digitaliseringsstyrelsen forklarede i forbindelse med DR’s historier, at det er med vilje, at NemKonto-systemet er så fleksibelt.

- Hvis man eksempelvis fratog borgerne mulighed for selv at vælge, hvilken konto de gerne ville bruge som NemKonto, ville man gøre det meget besværligt for mange danskere. Der er blandt andet mange par, der gerne vil bruge samme NemKonto, skrev Digitaliseringsstyrelsen til DR i februar.

Banker kan hjælpe ved hastesager

Hidtil har det været muligt at vælge en hvilken som helst bankkonto som sin NemKonto. Også en bankkonto, som man ikke selv ejer.

DR har heller ikke kunnet få oplyst fra Digitaliseringsstyrelsen, om det bliver ændret fremover.

Det vil stadig være muligt at få ændret NemKonto uden brug af aktiveringsbrevet.

- Hvis du afventer en udbetaling fra en offentlig myndighed, og derfor ønsker at din NemKonto aktiveres hurtigere, skal du kontakte dit pengeinstitut, står der i meddelelsen på NemKonto-hjemmesiden.

Finansministeren har krævet en redegørelse fra Digitaliseringsstyrelsen om styrelsens håndtering af svindel med NemKonto og NemID. Redegørelsen er endnu ikke sendt til ministeriet.

Svindlere overvågede biblioteks-computere

DR har i en række historier afdækket, hvordan svindlere har fået fat på en lang række danskeres NemID-oplysninger.

Det er blandt andet foregået ved at installere ulovligt overvågningsudstyr på offentlige biblioteks-computere og indbrud i ofrenes postkasser.