Efter ambassadeangreb: Politiet holder ekstra øje med tyrkiske interesser

Motivet til angrebet mod Tyrkiets ambassade i København er stadig uklart.

Skaderne på ambassaden er kun udvendige, som det kan ses på billedet. (Foto: © Pernille Rudbæk, DR Nyheder)

Politiet er fortsat på sporet af den eller de gerningsmænd, som i nat kastede molotovcocktails mod Tyrkiets ambassade på Østerbro.

Angrebet får nu politiet til at øge bevogtningen på tyrkiske interesser i Danmark, siger ledende politiinspektør Peter Dahl til DR Nyheder.

- Vi er massivt til stede ved ambassaden og i en periode vil vi have øget opmærksomhed omkring de tyrkiske interesser, siger han.

Kun mindre skader på facade

Ambassaden ligger i et område, hvor mange andre landes ambassader har til huse, og derfor er der i forvejen meget sikkerhed.

- Det er et område med stor bevågenhed, siger Peter Dahl.

Han vil ikke kommentere på, om politiet har en idé om, hvem der kunne stå bag, men siger, at man ikke udelukker noget eller nogle endnu.

- Vi ved ikke noget om motivet. Alle døre står åbne for vores vedkommende, og vi starter med et frisk sind og kigger på alle muligheder, siger politiinspektøren.

- Vores håb er, at de tekniske beviser giver os noget, siger han.

Blandt andet har man sikret sig stumper fra de flasker, som de fire molotovcocktails blev fremstilet af. Og måske kan politiet finde nogle dna-spor.

Hovedstadens Beredskab oplyser til DR Nyheder, at skaderne efter branden er minimale.

Man ramte husmuren, og facaden på første sal har fået sodskader, men der er ingen indvendige tegn på angrebet.

Gerningsmænd slap væk

Det skyldes blandt andet, at politifolk, som allerede var ved ambassaden, var hurtige til at slukke ilden udenfor.

- En af vores patruljer slog alarm, fordi de havde set nogle personer kaste nogle molotovcocktails ind på ambassadens område. Patrulje valgte at sikre sig, at ilden ikke bredte sig, og derfor lykkedes det de her personer at undløbe fra stedet, siger Peter Dahl.

Politiet ved ikke præcis hvor mange personer, der deltog i angrebet. Men mindst to er set løbe væk - muligvis i retningen mod den nærliggende S-togstation Svanemølle Station.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tyrkiets ambassadør i Danmark. Men hidtil har ambassaden ikke ønsket at sige noget.