Dynamitlignende sprængstof med knusende effekt er brugt til angrebet ved Skattestyrelsen

Ifølge DR's oplysninger er sprængstof brugt ved flere eksplosioner i hovedstaden.

Det var et dynamitlignende stof, der blev brugt ved eksplosionen, der raserede facaden på Skattestyrelsen tirsdag aften. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Store spånplader dækker i dag det store indgangsparti ved Skattestyrelsen på Østerbro i København. En stor metalplade med styrelsens logo står bøjet og bukket tilbage.

Tirsdag blev en kraftig sprængladning nemlig placeret foran indgangen af ukendte gerningsmænd, og det har skabt store ødelæggelser på bygningen.

Nu fortæller flere kilder til DR, at sprængladningen var lavet med et dynamitlignende sprængstof.

Det samme vurderer sprængstofekspert Mick Stenkjær fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste:

- Ud fra de skader, der er hos Skattestyrelsen, mener jeg, at der er tale om et brisant sprængstof. Det kan ikke være en krysantemumbombe eller lignende. De er ikke kraftige nok til at forårsage en sådan skade, siger han.

Sprængstoffer som disse kræver en detonator og skaber en chokbølge med en knusende effekt. Samtidig fungerer de med en lunte, sådan at gerningsmændene har haft tid til at komme væk.

Ifølge Mick Stenkjær bruges såkaldt brisante sprængstoffer dels i militæret, men også i entreprenørbranchen og nedbrydningsbranchen.

Otte eksplosioner på et halvt år

I alt har otte eksplosioner ramt hovedstadsområdet siden februar.

DR Nyheder har i en periode undersøgt eksplosionerne, som politiet efterforsker i en samlet specialnedsat gruppe.

- Otte eksplosioner på et halvt år er markant og noget, som har den største opmærksomhed i politiet, lyder det fra Københavns Politis chefpolitiinspektør, Jørgen Bergen Skov.

- Af hensyn til efterforskningen af sagerne kan vi ikke kommentere på status og mistænkte, siger han.

Jørgen Bergen Skov kan af hensyn til de verserende sager heller ikke fortælle nærmere om motiv, eller hvad der har forårsaget eksplosionerne.

Ifølge DR's oplysninger er der dog anvendt samme type sprængstof ved flere af eksplosionerne.

Sprængstofeksplosioner kendt i Malmø

På den anden side af Øresund har Malmø i flere år været præget af regelmæssige eksplosioner.

Også andre byer i Sverige har oplevet voldsomme eksplosioner det seneste år - for eksempel Linköping, hvor en etageejendom i juni blev ramt af en eksplosion.

I Sydsverige har politiet siden november 2018 set en klar tendens:

- De kriminelle miljøer bruger i stigende grad en form for plastisk sprængstof - såkaldt sprængdej - til eksplosionerne, fortæller Nils Norling, pressetalsmand fra politiet i Malmø.

- Det stjæles på for eksempel byggepladser i Sverige eller fra firmaer i udlandet, hvorefter det så føres ind her i landet siger han.

Nils Norling fortæller, at politiet i Malmø har et tæt samarbejde med Københavns Politi, men han ville ikke kommentere, om svensk politi har hørt fra danskerne i sagerne om de otte eksplosioner.

Ekspert: Sprængstoffer nemme at håndtere

Hvis sprængstofferne - ligesom i Sverige - er stjålet fra firmaer eller byggepladser, så er de ifølge Mick Stenkjær nemmere at arbejde med. Samtidig er de meget sikre at håndtere, siger han.

- Det er ikke ufarligt, men de er nemme at håndtere, uden at man kommer galt af sted. Det er meningen med dem. De er ikke ustabile og stødfølsomme, lyder det fra Mick Stenkjær.

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere, hvad der forårsagede eksplosionen ved Skattestyrelsen.