Siden 1847, da DSB sendte det første tog på skinnerne, har det været muligt at ryge på rejsen. Nu er det slut. I forbindelse med overgang til ny køreplan er alle tog fra i dag røgfri.
Heller ikke DSB's personale må ryge i togene.
Bjarne Lindberg Bak, som er chef for DSB salg, siger,at årsagen til rygeforbudet simpelthen er, at der ikke er efterspørgsel på rygerpladser mere.
For et år siden reducerede DSB antallet af ryger pladser fra 25 procent af alle pladser til 8-10 procent. Det gik problemfrit og selv det lave antal pladser, var ofte ikke udsolgt.
Bjarne Lindberg Bak frygter derfor ikke, at de røgfri tog vil skræmme passagerer bort.
Skulle en enkelt nikotinhungrende alligevel forsøge sig, har DSB's personale ret til at sætte personen af på nærmeste station.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532b4751a11f9d09b43e0ed9