DR's EU-analytiker: Der er villighed til aftale mellem Danmark og EU

EU er villige til at lande en aftale om Europol med Danmark. Men spørgsmålet er, hvad aftalen vil indeholde.

Lars Løkke Rasmussen er fredag d. 11.12.2015 i Bruxelles for at tale om muligheden for en dansk parallelaftale efter danskernes nej til EU retsforbeholdet 3. december. (Foto: © THIERRY CHARLIER, Scanpix)

Der er villighed til at lande en aftale mellem Danmark og EU om et medlemsskab af Europol. Det fortæller DR's EU-analytiker Ole Ryborg.

- Det virker som, alle er meget villige til at prøve på at gøre forsøget. Spørgsmålet er, hvad den aftale kommer til at indeholde, siger Ole Ryborg.

Fredag mødtes statsminister Lars Løkke Rasmussen fredag med EU-kommissionens formand Jean Claude Juncker og EU's præsident Donald Tusk.

Danmark vil ikke kunne deltage i den politiske del af Europol, hvor landene i fællesskab beslutter, hvilke områder Europol vil prioritere.

- Det vigtige for statsministeren er at prøve at sikre sig, at dansk politi har fuld adgang til eksempelvis Europols registre, som de kan bruge i den daglige efterforskning, siger Ole Ryborg.

Danmark og EU skal senest ved udgangen af 2016 have klarlagt, hvordan Danmark kan deltage i det europæiske politisamarbejde Europol.

- Danmark skal finde ud af, om det kun er det snævre samarbejde, vi vil deltage i, eller om man også er interesseret i at være med i den del, der handler om bekæmpelse af terror. Det vil statsministeren gerne, siger Ole Ryborg.

Det vil betyde, at der er andre dele af samarbejdet, som Danmark også skal bede om at være del af.

- Så man har ikke ret lang tid til at forhandle, hvis man vil have en aftale klar inden udgangen af i år, siger Ole Ryborg.