Dronningen slipper for økonomi-tjek

Der er ingen grund til at kongehusets regnskaber skal være offentligt tilgængelige, mener Socialdemokraterne. Kvitteringer må fortsat være hemmelige.

Dronningen, prinserne og prinsesserne skal have lov at bruge penge, uden at journalister eller politikere kan kigge med i regnskaberne, mener Henrik Sass Larsen, politisk ordfører ved Socialdemokraterne. (© DR)

Borgerne i Danmark skal ikke vide, hvad kongehuset bruger skattekronerne til.

Det mener Socialdemokraterne, som dermed er enig med Venstre om, at de royales regninger og kvitteringer skal blive ved med at være hemmelige.

- Når man nu en gang har et kongehus, så må man også værne om, at det ikke er en helt almindelig institution, hvor vi skal sidde og vende alle bilag, siger politisk ordfører for Socialdemokraterne, Henrik Sass Larsen.

Tre ud af fire vil have undersøgt økonomi

I DRs afstemning mener tre ud af fire deltagere, at politikerne bør tjekke kongehusets økonomi efter i sømmene. Men det kommer altså ikke til at ske, fortæller Henrik Sass Larsen.

- Folk er nok klar over, at hvis man skal have et kongehus, så koster det nogle penge. Og regeringen har en fornuftig dialog med kongehuset også om forbrug af midler. Derfor er der ingen grund til at sammenligne det her med forbrug på andre offentlige områder, siger han.

- Langt de fleste danskere er nok enige om, at man skal holde sig en armslængde væk i forhold til den kongelige familie. Kongehuset har fravalgt at være politiske mennesker. Men det øjeblik man begynder at diskutere fordeling af udgifter, så ville man åbne op for en debat, hvor kongehuset var ude i en offentlig diskussion. Det går simpelthen ikke.

Politikerne har styr på pengene

I debatbogen 'Kongen og dronningen af Grønland', som udkommer i dag, kritiserer journalisten Trine Villemann blandt andet, at kongehuset bruger langt flere penge, end hvad der er afsat til dem på finansloven.

Mange regninger fra private arrangementer går til Forsvaret eller andre instanser, selvom pengene måske burde tages fra den royale bankbog., skriver hun. Men det er ikke et problem, mener Socialdemokraterne.

- Det er ikke altid muligt at gøre op, hvad der er privat og hvad der ikke er privat, fordi kongehuset er en speciel institution. Og det regner jeg med at enhver tid siddende regering har styr på, siger han.