Christian Kjær får ikke flere invitationer til officielle selskaber med kongehuset som vært.
Det er en af konsekvenserne af, at han har fået inddraget sine titler og ordener, efter at han for nylig blev idømt 30 dages betinget fængsel og en bøde for at påkøre en frivillig ved et cykelløb.
- Den slags kan han ikke længere komme til, for han har mistet sin rang, siger historiker og tidligere arkivar i Rigsarkivet Nils Bartholdy, der er ekspert i hoffets ordener.
Christian Kjær, der nok er bedst kendt for sit ægteskab med og skilsmisse fra Janni Spies, er ikke længere kammerherre, hofjægermester eller ridder af første grad af Dannebrog.
Ikke bag tremmer
Han er dog langt fra den første, der må vinke farvel til sine kongelige udmærkelser.
Det er nemlig normen, at den slags hædersbevisninger bliver inddraget, når indehaveren overtræder landets love i en grad, så det ikke længere ligger under bagatelgrænsen, forklarer Nils Bartholdy.
- Sådan må det være. Han skal godt nok ikke bag tremmer, men han har fået en betinget fængselsstraf, og det synes dronningen altså var nok til at tage det hele fra ham, siger han.
Dronningen fælder dommen
Selv om der i de flere hundrede år gamle statutter for Dannebrogordenen står, at et medlem skal smides ud af det fine selskab, hvis vedkommende bliver ’berygtet for en skammelig gerning’, er det dronningen i egen person, der har fældet dom over Christian Kjær.
- Det er hendes afgørelse i sidste ende, for hun er det, der hedder ordensherre, og det betyder, at hun råder over titlerne.
- Og domstolene har faktisk pligt til at gøre opmærksom på det, så snart der bliver rejst tiltale mod en person med Dannebrogordenen, forklarer Nils Bartholdy.
Flere fortilfælde
Christian Kjær er langt fra den første med ordenspynt på brystet, der har fået rettens ord for at være en lovovertræder, og andre prominente navne har derfor også lidt den tort at blive strippet for kongehusets udmærkelser.
Peter Brixtofte
Farums tidligere borgmester måtte vinke farvel til sit ridderkors, allerede få timer efter at han i 2008 modtog en dom på to års fængsel for groft mandatsvig. I et brev fra hofmarskallatet blev han bedt om at levere ordenen tilbage.
Erik Ninn-Hansen
Heller ikke justitsminister Erik Ninn-Hansen, der i 1995 fik ørerne i maskinen og blev idømt fire måneders betinget fængsel i en rigsretssag for sin rolle i Tamilsagen, kunne beholde sin Dannebrogorden.
Jørgen Sehested
Godsejer Jørgen Sehested fik frataget sin titel som hofjægermester af kong Christian 10. i 1945, fordi han under retsopgøret efter Anden Verdenskrig blev idømt otte års fængsel for blandt andet landsforræderi.