Dronning Margrethe aflyser endnu et officielt punkt i sin kalender på grund af prins Henriks indlæggelse på Rigshospitalet.
Det fremgår af hendes officielle kalender på Kongehusets hjemmeside.
Dronningen skulle nemlig have afholdt en offentlig audiens på Christiansborg Slot klokken 10.00 på mandag, men den er nu strøget af kalenderen.
- På baggrund af H.K.H. Prins Henriks tilstand aflyses den planlagte offentlige audiens mandag den 19. februar 2018 på Christiansborg Slot, lyder begrundelsen på hjemmesiden.
Dronning Margrethe skulle i dag have besøgt Sankt Lukas Hospice i anledning af dets 25-års jubilæum. Dette valgte hun også at aflyse.
Hendes næste officielle punkt på kalenderen er på næste onsdag, 21. februar, hvor hun skal modtage den afgående samt den nye regimentssekretær fra Princess of Wales’s Royal Regiment i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.
Dette programpunkt er stadig planlagt til at skulle finde sted.
Prins Henrik har været indlagt på hospitalet siden 28. januar. I fredags meldte kongehuset ud, at hans tilstand var blevet 'alvorligt forværret'.
Det betød blandt andet, at kronprins Frederik rejste hjem fra Sydkorea, hvor han var på arbejde fra IOC under vinter-OL.
Hele kongefamilien har hen over weekenden besøgt prinsen. Også prinsens søster, Catherine de Monpezat, har taget turen fra Frankrig og har besøgt sin storebror.