Dronning Margrethe på skoleskemaet og royal temauge i børnehaven: Tronskiftet præger ugen for store og små

Den store begivenhed i kongehuset har givet anledning til nye aktiviteter og undervisning.

Dagplejebørnene Ellinor og Noah som den kommende dronning Mary og kong Frederik. Her leger de tronskifte i en hjemmelavet guldkaret i pap. (Foto: © Simone Springborg Nielsen, DR)

Portrætmaleri af kongen i børnehaven, nye undervisningsforløb i skolen og festmiddag på plejehjemmet.

Tronskiftet har sat gang i aktiviteter for store og små.

Blandt andet i den private dagpleje Minifollket i Aabybro, hvor dagplejer Nicole Kristensen er gået all in på temauge om dronningens abdikation.

- Vi lagde kostumerne på gulvet, og den, der først fik fat i kongekronen, blev konge. Og det var Noah, der havde fart på, så Noah skulle være konge, siger dagplejer Nicole Kristensen, der leger tronskifte med sine dagplejebørn i sin royale temauge. (Foto: © Simone Springborg Nielsen, (c) DR)

De har holdt taffel, set nytårstale og i dag leger de "tronskifte", hvor to af børnene skal være kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

- Det er aktuelt lige nu, at vi får en ny konge, og jeg synes, det er en fantastisk måde at sætte noget historie på og gøre det i børnehøjde, så det er derfor vi leger royal uge, siger Nicole Kristensen.

(Foto: © Simone Springborg Nielsen, (c) DR)

Kongeportræt

I Børnehuset Vandfaldet, der ligger i Stenløse, ændrede dronningens nytårstale også planerne for, hvad der skulle foregå i daginstitutionen.

Her fik personalet hurtigt arrangeret en temauge, hvor de har klippet kongekroner, holdt taffel med drinks og pindemadder, og så har de malet den kommende kong Frederik, som de også har skrevet en særlig sang om.

- Det er det, der driver os. At vi tænker ud af boksen og hopper med på de aktuelle ting, for vi synes, det er sjovt. Også med kort varsel, som man må sige, at det her er, siger Helle Hansen, leder i Vandfaldet.

Børnene i Børnehuset Vandfaldet maler i fællesskab et portræt af den kommende kong Frederik. (Foto: © Bodil Åbom Jørgensen, (c) DR)

På Brønshøj Skole i København besluttede lærerne på 7. årgang og 3. årgang at lave den planlagte undervisning om, efter at dronningen meldte sin afgang.

Thea Elise Sommer, der er dansk- og historielærer på 7. årgang på Brønshøj Skole, kickstartede den kongelige temauge med at tage eleverne med på dronningens sidste karettur.

Hun fortæller, at det engagerer eleverne at have fokus på den historie, der udspiller sig for øjnene af dem.

- For mange af vores elever er historieundervisning noget, der går langt tilbage, men at det foregår lige nu, det vækker deres interesse. De godt kan se, at det er en rigtig stor historisk begivenhed i deres 13-14-årige liv.

Også 3. årgang på Brønshøj skole har haft royal temauge.

- Det har været spændende og sjovt at få noget fakta om kongehuset og bare rigtig fedt at høre noget om, hvad de laver derinde, siger David Dag Hansen, der går i 3. klasse.

David Dag Hansen og Ella Gro Sølvhøj arbejder med spørgsmål om dronning Margrethes liv i et arbejdshæfte, som lærerne har lavet forbindelse med tronskiftet. (Foto: © Bodil Åbom Jørgensen, (c) DR)

Dækkeservietter med dronningen

Et andet sted i København, på Ørestad Plejecenter, har tronskiftet også ændret de faste planer.

Her har køkkenpersonalet normalt fri om søndagen, men på dagen for tronskiftet gør de en undtagelse.

For beboerne skal fejre den historiske begivenhed med hjemmelavet lagkage og portvin, og så skal der pyntes fint op.

- Vi har købt kongekroner og dronningekroner til personalet og beboerne for at gøre det ekstra festligt, og så har vi pyntet op med flag og flagservietter. Derudover har vi lavet særlige dækkeservietter med billeder af dronning Margrethe gennem tiden. Det hjælper beboerne i gang med en god snak om dronningen, siger afdelingsleder Irene Kosiara Herbo.