I nat fløj en drone pakket med savklinger, skruer og mobiltelefoner ind over muren til Nyborg Fængsel. Modtageren var en fange, der stod klar til at snuppe den et kilo tunge pakke. Planen blev dog opdaget af personalet, lige da pakken blev leveret.
Hos Fængselsforbundet kalder formand Kim Østerbye truslen fra luften stærkt bekymrende.
- Jeg er bange for den dag, hvor det lykkes en indsat at smugle en skarpladt pistol ind med drone, og næste gang personalet åbner døren, står de ansigt til ansigt med en skarpladt pistol.
Den indsatte var i en celle på 4. etage i fængslet. Det var lykkedes ham at skubbe et trådhegn væk, så han kunne få fat i dronen. Mens smuglervarerne blev konfiskeret af fængselsbetjentene, nåede dronen at flyve væk, og føreren blev ikke fanget.
Kun fantasien sætter grænser for de indsatte
Tidligere har der ifølge Fængselsforbundet været to uverificerede tilfælde med droner. Episoden med Nyborg Fængsel er den første, hvor man klart har set dronen og konfiskeret smuglergodset. Men derfor skal man stadig tage sagen seriøst, lyder det fra Fængselsforbundet.
- Kun fantasien sætter grænser for, hvad de kan smugle ind af stoffer, våben eller flugtredskaber. Vi står over for en opgave, hvor teknologien overhaler os indenom, og det er man nødt til at tage alvorligt. Særligt på de lukkede fængsler, hvor de farligste med muligheder for netværk og penge sidder.
Ved Kriminalforsorgen siger sikkerhedschef Lars Brysting, at dronesmuglingen på nuværende tidspunkt ikke har noget stort omfang, men man følger udviklingen.
- I Kriminalforsorgen har vi fokus på, hvad der generelt er af ulovlige effekter i institutionerne, og vi lægger en ret stor indsats i øjeblikket med mange mandetimer. I den forbindelse er vi også opmærksomme på droner, men indtil videre er det ikke noget, der har haft et særligt stort omfang.