Drenge rammes af tidlige karakterer

Drengene rammes hårdest, når skoleelever skal have karakterer i alle fag fra 6. klasse. De mister lysten til at lære, advarer en forsker.

Svage elever mister lysten til at lære, hvis de skal have karakterer allerede i 6. klasse, advarer forsker. (© DR)

Regeringen lægger op til, at skoleelever skal have karakterer i alle fag fra 6. klasse. Det vil ramme de drenge hårdt, der i forvejen har det svært i skolen.

Forskning viser nemlig, at især de fagligt svage elever mister lysten til at lære, når de får karakterer, skriver Information.

Svage drenge

Drengene i folkeskolen er fagligt svagere end pigerne. De får dårligere karakterer, og de udgør flertallet i specialundervisningen.

Samtidig får markant færre drenge end piger en ungdomsuddannelse.

Ingen ændring

Det vil ikke ændre sig, hvis folkeskolens elever får karakterer allerede fra 6. klasse. Sådan lyder det fra Karen Andreasen, der er post doc. hos Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet.

- Der er ingen grund til at tro, at tidligere karakterer vil kunne løse nogle af de udfordringer, som folkeskolen står overfor, siger Karen Andreasen.

Karakterer tages nært

Hun har skrevet ph.d. om karakteres betydning for folkeskoleeleverne.

Den viser, at eleverne tager karaktererne nært, især når de ligger i den lavere ende.

- De ser på, hvilke muligheder de har som personer i tilværelsen. De kan godt miste tiltroen til, at skolen er noget, man har succes med, siger Karen Andreasen.

Hårdt for drengene

Et karakterræs allerede fra 6. klasse kan gå hårdt ud over drengene.

- Vi ser flest drenge i gruppen af elever, som ikke har så høje karakterer. Så man kan sige, at de bliver mere udsatte, vurderer Karen Andreasen.

Evaluering i stedet

Regeringen lægger op til at karaktererne skal indføres i alle fag, så bogligt svagere elever også kan få succesoplevelser og finde fag de er gode til - for eksempel idræt eller sløjd.

Karen Andreasen mener at man bør droppe at måle og veje eleverne ud fra karakterer og i stedet fokusere på evaluering i alle fag.

S stritter imod

Socialdemokraterne synes også, at karakterer i 6. klasse er en dårlig idé.

Den skepsis tager de med til forhandlingsbordet, når folkeskolen skal forhandles på plads med regeringen, fortæller uddannelsesordfører Christine Antorini.

- Vi har nogle forslag, og regeringen har deres. Men der er nogle forslag, hvor vi på forhånd må sige, at det er rigtig svært for os at være med. Et af dem er karakterer fra sjette klasse. Det har vi svært ved at se meningen med, siger Christine Antorini.