Drenge prostituerer sig oftere end piger

Flere end fire gange flere drenge end piger sælger sex. Det viser en undersøgelse af unges sexvaner.

Sådan her ser billeder, der skal sælge sex, tit ud. Men blandt de 15-24 årige er det faktisk oftest drenge, der sælger deres kroppe. (Foto: © Annett Bruhn, Scanpix)

Sexannoncer viser for det meste bugnende bryster og lokkende kvindelæber, men blandt unge mellem 15 og 24 år er det i langt de fleste tilfælde mænd, der tilbyder sex mod betaling. Faktisk er det næsten fem gange så mange. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, som Nyhedsavisen har set på.

Nedbryder psyken

Tallene kender 21-årige Jesper på sin egen krop. Han har i årevis tjent penge på at have sex med fremmede.

- Psykisk er det meget nedbrydende. Du mister virkelighedsfornemmelsen med følelser. Du kan ikke rigtig finde ud af, hvad kærlighed er, fortæller Jesper til Nyhedsavisen.

Trods flere forsøg på at lade være, så pro­stituerer han sig stadig, når han mang­ler penge.

Sundhedsstyrelsen vurderer at 2,3 procent af de 15- til 24-årige drenge har solgt sex. Knap halvdelen af dem har gjort det flere gange. Til sammenligning har kun en halv procent af de jævnal­drende piger solgt deres kroppe.

Risikerer at blive en identitet

Marie Louise Nørrelykke, konsulent og underviser i Styrelsen for Socialrådgivning og Socialt Udsatte, ved ikke præcis, hvorfor der er flere drenge, som pro­stituerer sig.

- En hypotese er, at drengene kan afprøve, om de er homo-, bi- eller hete­roseksuelle, siger hun.

Selvom det kun er relativt få drenge, der prostituerer sig, betragter Marie Louise Nørrelykke det som et alvorligt problem. Ikke mindst fordi drengene – ligesom Jesper – kan have meget svært ved at holde op med at sælge sig selv.

- En ung, der eksperimenterer med salg af sex, risi­kerer at få en seksuel identitet som en, der bare er til rådighed, hvis man betaler, siger hun.