Dreng bag livsfarligt knivoverfald

Politiet eftersøger en 14-16-årig dreng i sagen om en knivstikkeri i Tilst ved Århus i går. Offeret, en 42-årig mand, er fortsat i livsfare.

En dreng eftersøges i sagen om et særdeles farligt overfald på en 42-årig mand i Tilst ved Århus.

MediaLinks:

Drengen menes at være mellem 14 og 16 år. Han beskrives som mørkhåret og har sydlandsk udseende. Han var iført en rød eller rød- og sortstribet hættetrøje og mørke bukser.

Efter forbrydelsen stak han af til fods, oplyser politikommissær Jens Peter Andersen i Østjyllands Politi.

Stukket i brystkassen

Overfaldet skete lidt før klokken 21 på en parkeringsplads ud for Torstilgårdsvej 88, hvor den 42-årige blev stukket i brystkassen med en spids genstand. Politikommissæren ønsker ikke at oplyse, om våbnet var en kniv eller en skruetrækker.

Selv om politiet har talt med nogle vidner, efterlyser man henvendelser fra andre, der overværede episoden, eller som så drengen komme til eller fra stedet.

Den overfaldne blev genoplivet flere gange i løbet af natten, men ud på morgenen blev hans tilstand mere stabil. Meldingen er dog stadig, at han endnu ikke er uden for livsfare.