Domstolene genåbner 27. april: 'Flere tusind sager er blevet aflyst'

Sagsbunkerne har hobet sig op under nedlukningen og udfordret et i forvejen presset retsvæsen.

Domstolene lukkede stort set helt ned sammen med resten af samfundet den 13. marts. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

De danske domstole har med en ny bred politisk aftale fået grønt lys til at åbne for retssalene og igen begynde at tage fat på den kæmpe sagspukkel, der ligger og venter.

Som en del af den nye aftale om genåbning af landet opfordres domstolene til at åbne igen med henblik på "hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager".

Og nu oplyser Domstolsstyrelsen i en pressemeddelelse, at landets domstole åbner den 27. april, hvor op imod 75 procent af alle sager herefter kan gennemføres.

Presset af nedlukning

Langt de fleste retssager har været sat i bero, siden store dele af Danmark - herunder domstolene - lukkede helt eller delvist ned 13. marts.

I første omgang vil retterne have fokus på genoptagelsen af straffesager og civile sager - herunder familieretssager.

Direktør for Domstolsstyrelsen Kristian Hertz forsikrer, at genåbningen vil ske, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Der arbejdes på højtryk for at finde løsninger, som gør, at vi kan få domstolene op at køre i højest mulig kadence, uden at det går ud over sundhedsmæssige hensyn, siger Kristian Hertz i meddelelsen.

Aftale om genåbning af domstolene

  • Danmarks Domstole har iværksat et nødberedskab for at håndtere kritiske sagsområder, men der er behov for at få gennemført langt flere sager. Domstolene opfordres derfor til at genåbne med henblik på hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager. Samtidig vil Familieretshuset åbne for gennemførelse af børnesamtaler og overvåget samvær som helt specifikke børnerelaterede kritiske aktiviteter. Kilde: Statsministeriet

Når man først har taget fat på straffesager og civile sager, vil man tage fat på andre sager, i takt med at forholdene tillader det.

Kan blive presset på pladsen - retssager kan gennemføres andre steder

Retterne vil dog blive udfordret af myndighedernes retningslinjer om ikke at være for mange samlet på for lidt plads.

- Retterne har store retssale til rådighed, men som følge af sundhedsmyndighedernes anbefalinger bliver disse sale presset, da flere mindre sager skal afvikles i store retssale. De største sager, nævningesager og sager med mange tiltalte, kan på grund af fysiske forhold ikke afvikles lokalt ved alle retter, siger Kristian Hertz.

Landets retter har ligget stile hen, siden regeringen lukkede Danmark ned. Kun de allervigtigste sager er blevet behandlet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Det har i de seneste dage været nævnt, at man kunne afvikle retssager i byrådsale eller sportshaller, og Kristian Hertz bekræfter, at man kigger på alternativer til retssalene.

- Vi undersøger samtlige muligheder for at udnytte den kapacitet, domstolene har, og ser også på mulighederne for at arbejde uden for normal åbningstid og tilvejebringe eksterne lokaler, siger han.

Flere tusind sager er blevet aflyst

Under nedlukningen har domstolene været i nødberedskab og kun behandlet de allervigtigste sager.

Noget, der i høj grad har udfordret et i forvejen presset retsvæsen, som længe har haft svært ved at følge med antallet af sager.

En situation, som i går blev beskrevet som 'alvorlig' og 'ikke et retssamfund værdigt', fordi de lange ventetider blandt andet kan betyde strafnedsættelser, uretfærdigt lange varetægtsfængslinger og meget frustrerende venten for forudrettede i forskellige sager.

Og det er en kæmpe pukkel, der venter for de danske domstole, siger DR's retskorresspondent, Trine Maria Ilsøe.

- Domstolsstyrelsen har ikke villet sætte tal på, hvor mange sager der er blevet aflyst, men vi taler om flere tusind. Så skal man have den pukkel ned, så skal man til at i gang, siger hun.