Offentligheden må vente med at få et indblik i de konkrete beviser, som politiet har i sagen mod en 16-årig pige og en 24-årig mand, der mistænkes for at have lagt konkrete bombeplaner mod den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle.
Dommeren i sagen besluttede under dagens fristforlængelse, at dørene fortsat skal være lukkede i sagen.
Dermed er det fortsat uklart, hvilket beviser politiet har mod de to i sagen.
Anklagemyndighedens sigtelse går dog på, at den 16-årige pige skal have været i besiddelse af bombemanualer, ligesom hun skal have forsøgt at fremstille det ustabile sprængstof TATP. Hun er også mistænkt for forsøg på at anskaffe dieselolie og gødning, hvor den 24-årige er sigtet for forsøg på at hjælpe hende.
De er begge sigtet efter terrorparagraffen, der kan give fængsel ind til livstid.
Anklager Kristian Kirk begrundede ønsket om fortsat at holde dørene lukkede med, at det ville kompromittere efterforskningen, hvis dørene blev åbnet.
Den 24-årige mands forsvarer, Henrik Garlik, protesterede mod dørlukningen:
- Der er hensynet til efterforskningen, men også hensynet til den sigtede. Som offentlig har man krav på at høre, hvad mistankekravet er, og den sigtedes egen forklaring på, hvorfor han sidder her.
Den 16-årige pige samt den 24-årige mand er begge varefængslet frem til den 30. marts. Pigen på en sikret institution til unge.