Dommen er endelig: Britta Nielsens svindelsag bliver ikke anket

Britta Nielsen blev i byretten idømt seks og et halvt års fængsel.

Britta Nielsen i retten i Sydafrika i november 2018. (Foto: © SIPHIWE SIBEKO)

Dommen mod 65-årige Britta Nielsen på seks og et halvt års fængsel for svindel på 117 millioner bliver ikke anket.

Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

- Byretten har idømt en lang, ubetinget fængselsstraf på seks år og seks måneder, som i forhold til det svindlede beløb ligger i den høje ende i forhold til andre sager om økonomisk kriminalitet, lyder det fra Kirsten Dyrman, statsadvokat i SØIK.

Anklagemyndigheden forventer ikke, at landsretten ville komme frem til et markant anderledes resultat.

- Vi har ikke tidligere haft en lignende sag i Danmark, men nu har vi fået rettens grundige vurdering af, hvilken straf en sådan langvarig og alvorlig forbrydelse udløser, lyder det i pressemeddelelsen.

Allerede på dagen for dommen i byretten oplyste Britta Nielens forsvarer, Nima Nabipour, at han og Britta Nielsen ikke havde i sinde at anke dommen.

- Min klient er lettet og glad for, at det hele er overstået. Seks et halvt år er i overensstemmelse med praksis på områder, mener jeg, sagde Nima Nabipour.

'Meget lang frihedsstraf'

Sagen er blevet kaldt helt usædvanlig, fordi Britta Nielsen gennem 25 år udnyttede sin stilling i Socialstyrelsen til at overføre i alt 117 millioner kroner til sig selv.

Netop det lagde retten vægt på i sin afgørelse:

- Retten har ved strafudmålingen blandt andet lagt vægt på beløbets størrelse, og at der er tale om 298 overførelser foretaget i en meget lang gerningsperiode fra 1993 til 2018, lyder det i dommen.

- Der lægges også vægt på, at tiltalte tog pengene fra sats-puljerne, der var beregnet til projekter for udsatte og svage borgere og i den forbindelse misbrugte sin offentlige stilling.

Et af de springende punkter for strafudmålingen var, om byretten ville gøre brug af straffelovens paragraf 88.

Det er en paragraf, der eksempelvis blev brugt i sagen mod Stein Bagger og virksomheden IT Factory, som gør det muligt at hæve strafferammen for bedrageri fra otte til 12 års fængsel.

Anklagemyndigheden havde krævet, at den skulle i brug, men det mente retten ikke, fordi den ikke fandt 'særdeles skærpende omstændigheder' i sagen.

- I forhold til andre sager om meget alvorlig økonomisk kriminalitet er der i denne sag udmålt en meget lang frihedsstraf i forhold til det beløb, som sagen handler om, lyder det fra statsadvokat Kirsten Dyrman i dag.

Endnu en retssag venter

Mens 65-årige Britta Nielsen nu kan komme til at afsone sin straf, tager retssagen mod hendes tre voksne børn sin begyndelse onsdag i næste uge.

De er tiltalt for tilsammen at have modtaget omkring 50 millioner kroner, der menes at stamme fra Britta Nielsens svindel.

De tre børn nægter sig skyldige.

Ifølge anklagemyndigheden modtog den i dag 39-årige søn, Jimmy Hayat, penge eller aktiver fra Britta Nielsen for cirka 10,7 millioner kroner gennem en periode på ti år - fra 2008 til 2018.

Han har ifølge tiltalen også hjulpet med at skjule midler og haft børnepornografisk materiale på sin computer.

Britta Nielsens yngste datter, Samina Hayat, er tiltalt for at have modtaget 37,2 millioner kroner, der stammede fra hendes mors kriminalitet.

Pengene blev i særdeleshed brugt i hesteverdenen.

Den anden voksne datter, Jamilla Hayat, er tiltalt for at have modtaget 3,5 millioner kroner til blandt andet biler og et rækkehus.

Politiet har konfiskeret 113 millioner hos Britta Nielsen. Det betyder, at selvom hun ikke lige nu har pengene, så vil de blive taget fra hende, hvis de pludselig skulle dukke op.

I børnenes sag har politiet inden sagen beslaglagt 113.000 kroner på Samina Hayats bankkonti i Danmark samt en Mercedes fra 2014. På hendes konti i Holland har politiet også beslaglagt over 200.000 kroner.

Men samlet set er billedet lige nu, at kurator, der skaffer penge tilbage til staten, har fået fat på værdier for lidt over fem millioner kroner i sagen om svindel for 117 millioner kroner.