Dna fra Hedegaards attentatmand er muligvis fundet

Dna på en rulle gaffatape, som blev fundet i en blå varebil kan muligvis afsløre manden bag drabsforsøget på Lars Hedegaard.

I den blå varebil, som politiet mener blev brugt af gerningsmanden til drabsforsøget på Lars Hedegaard, blev der fundet en rulle gaffatape med dna på. (Foto: © Københavns Politi)

En rulle grå gaffatape fundet i den mørkeblå varebil, som formentlig blev brugt af gerningsmanden til drabsforsøget på Lars Hedegaard, kan være nøglen til opklaringen af attentatforsøget, skriver Ekstra Bladets netavis.

Eksperter på Retsgenetisk Afdeling har fundet dna på taperullen, som kan stamme fra gerningsmanden. Politiet har via Interpol sendt dna-profilen ud til hele verden, men hidtil uden resultat.

- Der er tale om en såkaldt blandingsprofil. Men den er god nok til at give et match, hvis personen findes i et lands dna-register. Vi har fået mange svar fra udlandet, men hidtil har alle været negative, siger drabschef Jens Møller, Københavns Politi, til eb.dk

Købt i falsk navn

Politiet efterlyste tidligere mandag oplysninger om en mørkeblå WV Transporter, der i seks uger holdt parkeret foran Lars Hedegaards bopæl efter attentatet. Bilen er købt i falsk navn, og politiet mistænker, den er brugt af gerningsmanden.

Desuden har politiet fundet fingeraftryk på en øldåse og en plastikdunk i bilen - aftryk, som kan stamme fra gerningsmanden, skriver eb.dk.

Den ukendte gerningsmand forsøgte at lokke forfatteren og daværende formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard i en fælde, da han forklædt som postbud ringede på Hedegaards dør tirsdag 5. februar omkring klokken 11.20.

Endte i håndgemæng

Gerningsmanden, der beskrives som en yngre mand med anden etnisk herkomst end dansk, affyrede et skud, der gik tæt forbi Lars Hedegaards hoved.

De to mænd endte i håndgemæng, inden gerningsmanden - der taler dansk uden accent - tog flugten.

Bilen har registreringsnummer AW 89 223.

/ritzau/