Diskriminerede gravide og nybagte mødre: Nu får landets forsikringsselskaber millionbøde

PFA skal alene betale 1,2 millioner kroner, men andre slipper med 100.000 kroner.

Forsikringsselskaberne har afvist at hjælpe kvinder, der var gravide, men det er ulovligt. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Forsikringsselskaberne har allerede betalt erstatning til tusindvis af kvinder, der stik imod reglerne fik afslag på hjælp, fordi de var gravide. Nu har selskaberne også fået bøder, der tilsammen når op i millionklassen.

Selskaberne ville nemlig ikke dække fysioterapeut, psykolog eller kiropraktor, hvis kunden var en gravid kvinde eller nybagt mor, afslørede DR i efteråret 2020. Og det var altså ulovligt.

PFA, Topdanmark, Danica Pension, AP Penson og LB Pension har allerede accepteret bøder for i alt 2,7 millioner kroner.

Det skriver Inside Business, og flere af selskaberne har efterfølgende bekræftet overfor DR Nyheder, at de tager imod bøderne.

PFA's bødestraf er den suverænt største. Selskabet, der administrerer pensionsmidler for omkring en million danskere og hører til i den europæiske sværvægtsklasse med investeringsmidler for over 600 milliarder kroner, skal betale 1,2 millioner kroner.

Danica Pension og AP Pension har hver fået en bøde på 100.000 kroner, og bøderne til en række andre selskaber placerer sig derimellem.

- Det her er det sidste kapitel i en beklagelig sag, lyder reaktionen fra administrerende direktør i brancheorganisationen Forsikring og Pension, Kent Damsgaard.

Flere selskaber har endnu ikke besluttet, om de accepterer bøderne, og beløbene synes Kent Damsgaard 'er svære' at vurdere.

- Det handler om at få sat et sidste punktum i en sag, man har beklaget, hvor man har rettet op, og hvor man har kompenseret de mennesker, som er kommet i klemme, siger han.

I alt 14 pensionsselskaber er blevet meldt til Bagmandspolitiet af Finanstilsynet efter DR's afsløringer af, at de systematisk sagde nej til at betale for eksempel fysioterapi eller kiropraktik for gravide kvinder eller nybagte mødre.

Ingen af selskaberne har ønsket at medvirke i interview med DR Nyheder.

'Stop - hvis du er gravid dækker vi ikke'

Hele sagen er et resultat af afsløringer, som P1 Orientering begyndte at afdække tilbage i efteråret 2020.

Blandt andet kunne DR fortælle, hvordan forsikringsselskaber på stribe nægtede at hjælpe deres gravide kunder og kvinder, der havde fået mén efter graviditetsforløb.

For eksempel Rikke Juhl, der er kunde hos PFA.

- Da jeg fortalte dem om problemerne med min ryg, og at jeg var gravid, sagde manden i telefonen: Stop – hvis du er gravid, så dækker vi ikke, har hun tidligere fortalt.

Den slags svar har flere tusinde kvinder fået, hvis de henvendte sig til forsikringsselskaberne med ryg- og bækkensmerter eller for at få dækket udgifter til behandlinger hos fysioterapeut eller kiropraktor gennem en sundhedsforsikring, ulykkesforsikring eller lignende.

I to årtier har den ulovlige og helt systematiske praksis stået på.

Det har selskaberne selv erkendt, og derfor satte Finanstilsynet forrige efterår forsikringsselskaberne på et gevaldigt arbejde med at afdække omfanget og informere deres nuværende og tidligere kunder om, at de nu har krav på erstatning.

Intet mindre end 3,4 millioner breve med beklagelser er blevet sendt ud fra forsikringsselskaberne. Sagen har foreløbigt kostet selskaberne over 30 millioner kroner, og 3.300 kvinder har indtil videre fået erstatning.

Lavt bødeniveau?

Bøderne er fastsat ud fra selskabernes nettoregnskaber, men deres størrelse gør ikke Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, synderligt begejstret.

- Det er lavt, siger hun.

Hun peger på Danica Pension som eksempel. I 2020 havde selskabet et regnskabsresultat før skat på 1,3 milliarder kroner.

- En bøde skulle jo gerne betyde, dels at man får en straf, men også at man ikke gør det igen.

- Jeg kan godt frygte, at hvis man som forsikringsselskab ser, at det her kan betyde en bøde på 100.000 kroner, så tænker man 'går den, så går den', næste gang, man står i sådan en situation.

Men at selskaberne accepterer bøderne er først og fremmest godt nyt, mener Nikolaj Nielsen, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder. Han er dog tilbøjelig til at give Ninna Thomsen ret.

- Det, der er afgørende, er, om det her reelt er noget, der afskrækker forsikringsselskaberne fra at tilsidesætte ligebehandlingslovgivningen. Men der er også andre konsekvenser for selskaberne: De enkelte sager, den administrative byrde og sådan noget som omdømme.

Han hæfter sig ved, at der er slået to streger under, at man ikke kan undtage gravide eller nybagte mødre i forsikringsbetingelserne.

Men der er stadig huller at lukke - for hvis forsikringsselskaberne vil, kan de undgå at betale på andre måder - for eksempel ved at kræve en anden type af forsikring, påpeger han.

- Det, der stadig er uklart, det er, hvad det betyder, hvis man for eksempel kommer til skade under en fødsel. Er det så en ulykke i ulykkesforsikringsforstand? Der kan stadig være nogle retslige spørgsmål at afklare dér, siger Nikolaj Nielsen.

De enkelte kvinder, der er blevet diskrimineret, har desuden mulighed for at føre individuelle sager om krav på dispensation. Det kan du læse mere om i faktaboksen herunder.