Direktør forsvarer fyringer: For få svin og for høj løn

Fyringerne skyldes ikke medarbejdernes nej til at gå ned i løn, siger direktøren.

Det er ikke medarbejdernes nej til en redningsplan, der er skyld i at flere hundrede Danish Crown-medarbejdere skal fyres. Det er for høj løn og for få svin.

Det siger virksomhedens direktør.

- Det er et udtryk for den virkelighed, vi er i. Aktuelt er der et fald i produktionen af slagtesvin i Danmark, og så har vi et meget højt omkostningsniveau, siger Kjeld Johannesen, administrerende direktør i Danish Crown, til DR Nyheder.

Skyldes ikke nej fra medarbejderne

Danish Crown fyrer 472 ansatte grundet omfattende strukturændringer. Omstruktureringerne betyder, at Danish Crown i Faaborg og Tulip i Faaborg lukkes.

I september sagde medarbejderne nej til at investere en del af deres løn i svineproduktion for at hjælpe Danish Crown. Men det er ikke der, man skal finde årsagen til fyringerne, siger direktøren til DR Nyheder.

- Nej absolut ikke. For i planen dengang var, at vi ville få et meget svært 2014, og det er de her beslutninger også udtryk for.

- Jeg er glad for, at vi har to år, inden vi lukker helt ned i Faaborg, så vi har god mulighed for at hjælpe med medarbejderne, siger Kjeld Johannesen.

To årsager: Få svin og høj løn

Hvem har skylden, er det de dyre medarbejdere eller de manglende svin?

- Der er to elementer i det her. Det ene er de vilkår, som danske svineproducenter har haft de seneste år, de har været sværere end deres konkurrenter i nabolandende.

- Det andet er det høje danske omkostningsniveau. Det arbejde, vi har i Faaborg, er meget arbejdstidskrævende, og der slår den høje danske løn igennem, siger direktøren.

Muligvis flere fyringer

Samtidig har bestyrelsen lagt op til, at der gennemføres omstruktureringer i slagterier i Skærbæk og på Bornholm.

Hvis de gennemføres, anslår bestyrelsen, at det vil påvirke 350 medarbejdere yderligere. Direktøren lægger op til drøftelser med medarbejdere og lokale interessenter omkring de to slagterier for at finde en fremtid for virksomhederne.

- Det økonomiske grundlag på de to virksomheder er i dag ikke bæredygtigt, men der er nogle muligheder, og dem vil vi forfølge, siger Kjeld Johannesen.