Digitale krænkelser på krisecentre: Vrede mænd sporer eks-konen med gps

GPS-overvågning, mobil-sporing og hævnporno. Krisecentre slår alarm om digital vold.

Voldsofre der flygter på krisecenter for at komme væk fra en voldelig partner må ofte ikke bare finde sig i traditionel fysisk og psykisk vold, men også i digitale krænkelser (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

De kunne ikke forstå det. Medarbejderne på Holstebro Krisecenter.

Krisecentret havde i al hemmelighed lige taget imod en ny kvinde på centret. Kort efter var eks-manden dukket op.

Hvordan vidste han, at hun var i Holstebro?

- Vi kunne ikke forstå, hvordan han kunne finde frem til kvinden og hendes børn gang på gang, husker Karin Houmann, leder af Holstebro Krisecenter.

Kvinden og børnene kom til Holstebro fra et andet krisecenter, og der havde eks-manden også hurtigt fundet frem til kvinden. Nu var det lykkedes ham igen. På ingen tid.

- Til sidst viste det sig, at der var monteret en lille GPS ind i en af de genstande, de havde med sig fra da de flygtede fra hjemmet, siger Karin Houmann, som oplyser at krisecentret oplever en lang række forskellige digitale krænkelser mod deres borgere, herunder misbrug af beboernes NemId og e-boks.

Chikanen fortsætter på krisecentret

Og eksemplerne fra krisecentret i Holstebro er langt fra enestående.

Det viser en rundspørge, DR Nyheder har lavet til 52 af landets krisecentre. Af de 42 centre der har deltaget i rundspørgen oplever samtlige at tage imod borgere, der udsættes for digitale krænkelser.

- Det nye er, at den digitale vold flytter med ind på krisecentrene og belaster kvinderne, som jo ellers er på krisecentrene, fordi de er flygtet fra volden. Så de er dobbelt udsatte, siger Trine Lund-Jensen, sekretariatschef i LOKK, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

Det er særligt sager om læsning af den tidligere partners korrespondancer, digital sporing af mobiltelefonen, hacking af profiler på sociale medier, samt overvågning via GPS og deling af krænkende materiale, som krisecentrene støder på.

Kvinder må flytte fra center til center

De mange slags digitale krænkelser går hårdt ud over beboerne på krisecentrene, fortæller Trine Lund-Jensen fra LOKK.

Særligt når beboerne bliver sporet, kan det føre til hurtige beslutninger:

- Nogle af kvinderne er i en situation, hvor de bliver sporet og er nødt til at blive flyttet til et andet krisecenter sammen med deres børn, fordi de er faktisk er i livsfare, siger Trine Lund-Jensen.