Digital post: Brugerne raser over 'skjult' program

Har du oprettet en digital postkasse? Så er du måske stødt på et ekstra computerprogram, der har gjort registreringen til den digitale post sur for en række danskere.

Når danskerne registrerer sig til digital post, bliver de også automatisk tilmeldt ekstraprogrammet ask.com (Foto: © René Just Poulsen, DR)

Fra 1. november kommer al post fra det offentlige som digital post.

Men måden, som danskerne skal registrere sig til at modtage den digitale post, har den seneste uge affødt en række læserbreve i Berlingske.

For når danskerne i disse dage bruger en computer til at registrere sig til digital post, er de også nødt til at benytte sig af programmet Java.

Og når der skal klikkes 'ja' til, at computeren må bruge Java, er der samtidigt en mulighed for at klikke 'nej' til, at computeren samtidigt må downloade tilføjelsesprogrammet ask.com.

Og det er "bondefangeri, snavs og spam" lyder det bl.a. fra flere brugere, der den seneste tid har forsøgt at registrere sig til digital post.

Læste ikke det med småtFordi ask.com er sat til at downloade automatisk, når brugerne i disse dage tilmelder sig digital post, har flere nemlig overset muligheden for at frabede sig det ekstra program.

Og når først programmet ligger på computeren, følger der en række ekstra-funktioner med, lyder det fra Jarl Jørgensen, der ifølge ham selv overså den boks, hvor muligheden for at downloade ask.com allerede er klikket af med et flueben.

- Lige pludselig kom der alt muligt ind på computeren, som blinkede og poppede frem i tide og utide, fortæller Jarl Jørgensen.

Han siger samtidigt, at han burde have læst det med småt, men at han heller ikke forventede, at der ville medølge et program, når han registrerede sig som bruger af digital post.

- Når det offentlige tvinger os til at skulle bruge digital post, bør der ikke følge noget med, som man ikke har bedt om, lyder kritiken fra Jarl Jørgensen.

1.500 for at afinstallere program

Da Jarl Jørgensen senere ville afinstallere programmet igen, var det ifølge ham selv så kompliceret, at han måtte få professionel IT-hjælp til at komme af med ask.com igen.

Det har kostet Jarl Jørgensen 1.500 kr., fortæller han.

Også Jens Kromann, pensionist fra Frederikssund, kritiserer det medfølgende program:

- Nu skal vi alle have digital post fra det offentlige, og flere går desuden til kurser, hvor de skal lære at tilmelde sig og bruge det, siger Jens Kromann og fortsætter:

- Derfor tror jeg også, der er mange, der kan komme til at tro, at ask.com er nødvendigt for at kunne bruge digital post, når det står som en del af et program, der skal hjælpe en i gang.

Brugerne har et ansvar

Hos Oracle, som er ansvarlige for Java og ask.com forstår Kommunikationsdirektør Anders Lund Rendtorff til dels godt kritikken, men han mener også, at det er brugernes ansvar selv at være opmærksomme på, hvad de siger ja til.

- Jeg kan godt forstå, at folk er vrede, når de har følelsen af at blive snydt. Men tilbuddet om at downloade Ask.com fremstår tydeligt, så jeg synes ikke, det er rimeligt at kalde det snyd, uddyber han:

- Alle har et valg om, hvorvidt de vil sige ja til at downloade ask.com. Det er ikke en installation, der sniger sig ind på deres computer.

Hos Forbrugerrådet fortæller ekspert i markedsføring, Tina Dhanda Kalsi, at dansk lovgivning ikke forbyder Oracles form for markedsføring af ask.com.

Forbrugerrådet anbefaler dog, at danske forbrugere altid bliver tilbudt et tilvalg frem for et fravalg af ekstra varer. Og man kan undgå problemet, hvis man vælger at bruge sin digitale postkasse fra sin mobil, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.