Besparelserne i DR betyder, at de daglige sportsnyheder på tv og radio vil forsvinde.
Det kom frem, da DR i dag præsenterede sin spareplan i forbindelse med offentliggørelsen af public service-kontrakten for 2019 til 2023.
Men det er i strid med public service-kontrakten mellem Kulturministeriet og DR, mener Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund.
- Jeg er målløs. I public service-kontrakten lægges der vægt på, at der skal være en alsidighed i dækningen herunder i sportsnyhederne. Man gør næsten det stik modsatte ved at skære de daglige sportsnyheder væk, siger han og fortsætter:
- Samtidig fastholder man at sende Fodboldmagasinet om søndagen, hvilket er det, som de kommercielle kanaler fokuserer på – ligesom man bevarer slutrunderne i fodbold. DR har et bredere ansvar. Det er super sørgeligt, at det tyder på, at DR går i en anden retning.
Man kan vel stadig lave alsidige sportsnyheder på for eksempel nettet?
- Det kan man sikkert godt. Men jeg mener, at man går stærkt imod ånden i det hele. Når man har skrevet sportsnyheder i public service-kontrakten, så mener man selvfølgelig, at det drejer sig om de sportsnyheder, der er på tv.
DR afviser kritik
Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og har ansvar for Sporten, har ikke haft mulighed for at stille op til interview, og derfor har DR Nyheder ikke kunnet stille uddybende spørgsmål.
Han skriver i et skriftligt svar, at DR's sportstilbud stadig vil stå som 'et tydeligt public service-alternativ' i et kommercielt sportsmarked trods besparelser. Han afviser, at det vil gå udover de alsidige sportsnyheder.
- DR Sporten skal også i fremtiden bruge sportens bredde i discipliner og sportsudøvere til at afspejle befolkningens mangfoldighed og fremvise andre rollemodeller for børn og unge end dem, som ofte fylder i mediebilledet, skriver han og uddyber med eksempler:
- Det gælder for eksempel parasporten og kvindelandsholdet i fodbold. Konkret er vi også på vej med et projekt, der skal sikre dækning af en række landshold i sportsgrene, som normalt har svært ved at få medietid. Det melder vi mere ud om senere, men det er for os netop et forsøg på i endnu højere grad at løfte den alsidige sportsdækning.