DF: Stop lærerkonflikt nu

DF opfordrer regeringen til at komme med et udspil til et indgreb nu, så indholdet kan blive diskuteret.

DF-formand Kristian Thulesen-Dahl mener, at regeringen bør komme med sit forslag til indgreb i lærer-lockouten, så det kan blive diskuteret. (© DR)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer regeringen til med det samme at fremlægge et lovindgreb, der kan stoppe lærerkonflikten.

- Den danske model har på det her punkt været sat ud af kraft. Det er derfor, vi siger til regeringen: Kom med jeres udspil til et indgreb, så vi kan diskutere indholdet i stedet for at vente et par uger, hvor tingene bliver kørt op, siger han.

DF-formanden kritiserer regeringen for ikke at respektere den danske model ved at stille en ændring af lærernes arbejdstid op som betingelse for regeringens skoleudspil, inden overenskomstforhandlingerne mellem KL og Danmarks Lærerforening gik i gang.

Vil ikke danne præcedens

Thulesen Dahl afviser, at et indgreb vil danne præcedens for, at regeringen også skal gribe ind i fremtidige faglige konflikter.

- Selvfølgelig skal der være plads til konflikt, sådan er det. Problemet i den her sammenhæng er, at regeringen har sat den danske model ud af kraft på et meget tidligt tidspunkt. Derfor har der reelt ikke været den forhandling mellem KL og lærerne, som ville være udtryk for den danske models frie forhandling, siger han.

- Det var en klar fejl af regeringen at komme med det her skoleudspil i december, fordi man foregriber, hvordan forhandlingerne skal foregå. Man skal ikke lægge en politik frem, som kun kan gennemføres, hvis arbejdsgiverne - KL i det her tilfælde - får sin vilje i overenskomstforhandlingerne, siger han.

Nærmest kræver et indgreb

- KL har kunnet sidde og vente på, at lockouten træder i kraft. Så vil der gå lidt tid, hvor befolkningen skal være tilpas møre, og forældrene skal føle, at det er så generende, at man nærmest kræver et regeringsindgreb.

Kristian Thulesen Dahl vil ikke gå i detaljer om DF's konkrete ønsker til et regeringsindgreb. Men han understreger, at partiet er parat til at støtte "et afbalanceret udspil", som, også kommer skolelærerne i møde.

/ritzau/