DF og S giver nedadvendt tommelfinger til ny boligskat

De to partier er dog klar til at indgå kompromisser og går ikke ind til forhandlingerne med ultimative krav, lyder det.

Regeringens nye boligudspil får hård medfart fra start. Således er S, DF og R alle imod centrale punkter i forslaget.

En ejendomsværdiskat på 0,6 procent for alle boliger og en fastfrysning af grundskylden indtil 2021.

Sådan ser fremtidens boligskat ud, hvis man spørger regeringen.

Forslaget møder dog modstand hos Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, samt De Radikale.

- Vi synes ikke, det er en god idé at fjerne den progression, der er i boligbeskatningen i dag, lyder det fra Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen.

- Det regeringen foreslår er, at almindelige boligejere skal betale for, at danskere med de dyreste ejendomme, skal betale mindre skat. Det synes vi, er en dårlig idé, pointerer han.

En dårlig øvelse

Nogenlunde samme toner lyder fra Dansk Folkeparti.

- Når man lægger op til, at de dyreste huse skal slippe billigere, så betyder det også, at de billigste huse skal betale mere, siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, og understreger, at der er tale om "en dårlig øvelse".

Også hos De Radikale møder forslaget skepsis:

- Også når det kommer til boligskatten, skal de bredeste skuldre bære mest, derfor skal der være en progression også i boligskatten, siger politisk leder Morten Østergaard.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti erklærer sig dog klar til at indgå kompromisser i jagten på et bredt forlig på boligområdet.

- Det er afgørende, at vi får et bredt forlig på dette område, så danskere får tryghed i, at reglerne ikke blot laves om efter næste valg, siger DF's Dennis Flydtkjær og fortsætter:

- Boligen er en kæmpe investering og noget, der fylder meget i budgettet hos danskerne, så det er vigtigt, at aftalen holder mange år.

S: Brug for bred aftale

Socialdemokratiet melder sig lig Dansk Folkeparti klar til at være fleksible i forhandlingerne:

- Vi har brug for bred aftale, det har vi lovet hinanden på tværs af Folketingets partier.

- Men regeringen spiller her ud med noget, som har bevæget sig længere væk fra vores synspunkter.

Til spørgsmålet om grundskylden svarer Socialdemokratiet, at de er modstandere, mens DF ikke har taget endegyldig stilling til dette endnu.