- Hele min verden brød sammen.
Ordene er DF-chefen Jeanie Nørhaves.
Hun er sekretariatschef i Dansk Folkeparti og var i dag indkaldt i retssagen mod Morten Messerschmidt.
Han er tiltalt for EU-svig for knap 99.000 kroner og dokumentfalsk, og Bagmandspolitiet (SØIK) går efter en fængselsstraf.
I dag var dag to i svindelsagen, der kører ved Retten i Lyngby. For første gang i sagen fik flere vidner ordet - heriblandt Jeanie Nørhave.
Hvorfor hun havde følelserne uden på tøjet, vender vi tilbage til.
I artiklen her giver vi dig overblik over de vigtigste ting fra retssagens dag to.
MM-underskrift på alle sider i årsrapport
Inden det blev dagens indkaldte vidners tur, tog Morten Messerschmidt igen plads på retssalens midterste stol.
Her spurgte anklagerne ind til dokumenter, som Messerschmidt har underskrevet om det arrangement, der finder sted i Skagen i 2015.
I dokumenterne bliver Skagen-mødet fremstillet som en EU-konference, der ene og alene er gennemført af det europæiske parti Meld.
Det fremgår altså ikke af dokumenterne som et fælles arrangement mellem DF og Meld. Det danske parti nævnes heller ikke, selvom partiet afholdt sommergruppemøde på præcis samme sted og dato.
I en samlet årsrapport for Melds aktiviteter i 2015 står der også, at man afholdt en 'EU-konference i Skagen'.
Anklageren gennemgik i retten rapporten og på alle sider har Morten Messerschmidt som formand for Meld underskrevet sig med sine initialer.
Morten Messerschmidt afviste at have læst den.
- Jeg betragter det, som bliver lagt foran mig, som korrekt, lød det.
- Ligesom når Rigspolitichefen skriver under på senioranklagerens ansættelse, så læser han nok heller ikke, om alt fra adresse til skatteforhold, er korrekt, sagde Messerschmidt.
Morten Messerschmidts forsvarer fik også lov til at stille spørgsmål i dag. Han viste en håndbog for, hvordan europæiske støttekroner skal anvendes.
I håndbogen fremgår det, at man godt kan lave samarbejder med nationale partier, så længe EU-midler ikke går til at finansiere den nationale del.
Morten Messerschmidt forklarede, at det netop var intentionen at afholde sådan et samarbejde mellem DF og Meld, og at det ikke er ham, der har lavet de dokumenter, der beskriver mødet som værende udelukkende et Meld-arrangement.
'Hotelkontrakt var ikke for at snyde'
Flere gange under sin forklaring i retten i dag fortalte Morten Messerschmidt om sine 'betroede medarbejdere' og 'dygtige folk', som forberedte de dokumenter, han skrev under på.
Én af dem var en EU-medarbejder, der også er tiltalt i sagen. Han var i dag ikke til stede i retten, fordi han har 'lovligt forfald'.
I stedet læste anklager Rasmus Maar Hansen medarbejderens afhøring hos Bagmandspolitiet (SØIK) op.
Her fremgik det, at EU-medarbejderen stod for en del af det praktiske arbejde med at få EU-tilskud udbetalt til arrangementet i Skagen. Og han var dengang ikke af den opfattelse, at der skete noget, som ikke var efter bogen.
I afhøringen fortæller han, at han stolede på det sekretariat, som det europæiske parti Meld havde. Det var også dem, han kommunikerede med:
- Han havde opfattet sekretariatet som hans garant for alt. De gik meget op i reglerne. Han havde ingen grund til at tro, at noget var gjort forkert, lød det i forklaringen.
EU-medarbejderen erkendte dog i løbet af afhøringen, at han havde gjort noget forkert ved at bede DF-chef Jeanie Nørhave underskrive sig som hotelchef på en kontrakt.
Kontrakten blev sendt videre til Meld for at godtgøre EU-tilskuddet.
- Det var på grund af tidspres, og at alt skulle være originaler. Men der var ingen tvivl om, at det skulle have været hotellets underskrift, lød det i afhøringen.
- Der var ingen intention om at være i ond tro eller for at snyde, forklarede EU-medarbejderen.
EU-medarbejdere sagde dog flere gange under afhøringen, at han kun anså den forkerte underskrift som en 'kunstfejl'.
DF-chef troede 'alt var i orden'
Dansk Folkepartis personale- og sekretariatschef Jeanie Nørhave var det første af i alt 20 vidner til at afgive forklaring i sagen.
Hun fortalte, at hendes verden brød sammen, da hun i 2016 fandt ud af, at hun 'var blevet foranlediget' til at underskrive en kontrakt, hvor det så ud som om, hun var hotelchef på Color Hotel Skagen.
Kontrakten skulle bruges til at dokumentere over for EU, at der skulle ydes støtte til EU-partiet Meld til 2015-arrangementet i Skagen.
Jeanie Nørhave mener dog aldrig at have set indholdet af kontrakten, og hun forstod dengang heller ikke formålet med den.
Hun skrev under, fordi hun blev bedt om det af en betroet medarbejder, lød det i retten.
- Han kommer ind på mit kontor og siger, at jeg skal skrive under, fordi jeg har haft formidlet kontakt til hotellet. Jeg ser mit navn og tænker, at det må være rigtigt, siger Jeanie Nørhave.
Derfor skriver hun under uden at se, hvad hun egentlig skriver under på.
- Jeg har været på arbejdsmarkedet i 45 år og har altid sørget for, at vi ikke har fået en eneste antegnelse i vores revisionsbog, forklarede en tydeligt berørt Jeanie Nørhave.
- Da jeg så opdager, at jeg er blevet foranlediget til at skrive under på noget, jeg ikke skulle have skrevet under på, brød hele min verden sammen.
Jeanie Nørhave blev sigtet af politiet for den 'falske underskrift'. Sigtelsen er siden blevet droppet.
I retten spurgte anklager Andreas Laursen, om Jeanie Nørhave kunne huske, hvem der stod for at igangsætte idéen om at have et EU-arrangement samtidig med DF's sommergruppemøde i Skagen.
Til det spørgsmål svarede Jeanie Nørhave, at hun huskede det som noget, der blev diskuteret i DF's gruppebestyrelse sammen med Morten Messerschmidt.
Hun var ikke selv inde over programmet for dagene. Kun når det handlede om, hvornår der var afsat tid til pause, aftensmad eller lignende.
Det var dog hende, der stod for at indhente tilbud fra hotellet.
- Og hvis MELD ikke var kommet med en delkonference, ville DF så have skullet betale hele fakturaen til hotellet?, spurgte anklageren Jeanie Nørhave.
- Ja, lød svaret.
Jeanie Nørhave var altså den, der kommunikerede med Color Hotel Skagen. Det kunne dagens andet vidne også huske.
Hun var en tidligere medarbejder på hotellet og stod for afholdelse af konferencer.
Vidnet forklarede, at hun i slutningen af 2014 lavede et tilbud til Dansk Folkeparti på et to-dages ophold fra 3-5. august 2015.
Hun blev senere kontaktet igen og fik at vide, at DF skulle bruge et nyt tilbud:
- Jeg bliver kontaktet om, at de gerne ville have et tilbud, fordi de kunne få noget støtte. Det skulle være den del den 4. august, der skulle laves en regning på, som skulle sendes videre, forklarede vidnet fra Color Hotel.
Det tænkte hun ikke videre over.
- Det er ikke unormalt, at det bliver delt op på regningen, hvis der er flere leverandører i det.
Vidner holdes hemmelige
I morgen fortsætter sagen mod Morten Messerschmidt.
18 ud af 20 vidner mangler fortsat at fortælle, hvad de husker fra enten det europæiske parti Meld eller mødet i Skagen i 2015.
DR har gentagne gange spurgt anklagemyndigheden om en liste over vidnerne. Den kan dog ikke udleveres, lyder det.
Anklagemyndigheden vil heller ikke på forhånd at fortælle, hvem der er indkaldt i sagen, og hvornår de skal give forklaring.
I retten testede anklagerne i dag noget 'teknik', fordi der er vidner, som ikke fysisk vil møde op i retten i morgen.
Ifølge DR Nyheders oplysninger er tidligere generalsekretærer i partiet Meld indkaldt i sagen.
Morten Messerschmidt nægter sig skyldig i alle anklager mod ham.
Der forventes dom den 13. august.