Detektor: DF og V glemte deres egen reform

Pia Kjærsgaard (DF) og Kristian Jensen (V) rodede rundt i reformer, ministre og partier under en debat, som Detektor har sat under lup.

I sidste uges Debatten på DR2 påstod Pia Kjærsgaard (DF), at Socialdemokraterne stemte for halveringen af dagpengeperioden i 2010.

- Det var en brøler, og det siger jeg undskyld for.

Sådan siger Venstres gruppeformand Kristian Jensen til DR's Detektor, efter han og Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard skød med skarpt mod Socialdemokraterne.

Af flere omgange påstod de i DR2-programmet Debatten, at Socialdemokraterne stemte for halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Kristian Jensen tilføjede endda under debatten, at det var beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der underskrev loven i sin tid.

Venstre minister bag - DF forslag

Men lovforslaget blev både fremsat af og vedtaget under den daværende beskæftigelsesminister i sommeren 2010 - nemlig Venstres Inger Støjberg.

Dengang stemte både Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og løsgænger Christian H. Hansen imod dagpengeforkortelsen. Mens det var Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance, der stemte for.

Og det var Dansk Folkeparti selv, der foreslog halveringen af dagpengeperioden for næsten fire år siden.

Byttede rundt på reformer

Både Pia Kjærsgaard og Kristian Jensen erkender da også, at de tog fejl i Debatten, hvor de begge rodede rundt i tidligere reformer.

- Jeg forvekslede det med efterlønsforliget. Det var det Socialdemokraterne stemte for, men de stemte imod forkortelsen af dagpengeperioden, forklarer Pia Kjærsgaard til Detektor.

- Jeg tog fejl af to store reformer, som Socialdemokraterne havde skiftet holdning til, nemlig efterlønsreformen og dagpengereformen, lyder det fra Kristian Jensen.

Lov ikke konjunkturbestemt

I løbet af debatten påstod Pia Kjærsgaard også, at det var en del af den aftale, de indgik i sin tid, at den skulle være konjunkturbestemt - altså at dagpengeperioden skal være længere i tider med høj arbejdsløshed og kortere i når arbejdsløsheden er lav.

Men Detektor har gennemgået aftaleteksten bag loven. Og det fremgår ingen steder, at dagpengeperioden skulle ændre sig med konjunkturerne. Derfor er det heller ikke en del af den endelige lov.

- Det var ikke en del af den skriftlige aftale. Men det var en drøftelse, der også blev drøftet efterfølgende, forklarer Pia Kjærsgaard til Detektor.

Se mere om diskussionen om dagpengereformen i Detektor klokken 21:00 på DR2.