Klokken 9.30 fremlægger regeringen sin plan for, hvordan de vil investere endnu flere milliarder i Forsvaret, hvilket nyt grej, der skal købes, og en ny model for værnepligten herhjemme.
Men ifølge en række fagforeninger bør de måske starte med at kigge på frokostpriserne i Forsvaret.
Ude på kasernerne skal soldaterne og værnepligtige nemlig veje deres frokost, før de får lov at betale og sætte sig til bords, når de har været på øvelse eller skydebanen.
I gennemsnit koster det 42 kroner for dem at spise en frokost.
I departementet i det centrale København kan forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), forsvarschef Flemming Lentfer og alle ansatte i departementet nøjes med at betale maksimalt 28 kroner.
Og så kan de fylde alt, hvad de vil, på tallerkenen. Og tage igen.
Kort fortalt betaler de en tredjedel mindre end soldaterne, viser tal fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Og den forskel har skabt utilfredshed i geledderne, siger flere af de fagforeninger, der repræsenterer soldaterne, til DR.
- Jeg vil sige, at det stinker. Simpelthen. Det er en unødvendig forskelsbehandling, siger Jesper K. Hansen, formand for CS, Centralforeningen for Stampersonel.
Også Tom Block, formand for HKKF, Hærens Konstabel- og Korporalforening, har hørt brok fra sine medlemmer over de høje frokostregninger på kasernerne, mens de ansatte i departementet kan fylde tallerkenerne for maksimalt 28 kroner.
- Jeg tænker ikke, at der er så mange af dem, der nøjes med at få 22.700 om måneden plus 1.900 i militærtillæg, siger Tom Block med henvisning til de ansatte i departementet.
Tallene, som DR har fået fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, viser, at der er stor forskel på, hvad de ansatte i Forsvaret må punge ud med, når de skal have mættet maverne.
Loft på pris i ministeriet skabt for at fastholde medarbejdere
Årsagen til, at de kan spise billigt i Forsvarsministeriets departement på Holmens Kanal en spytklat fra Kongens Nytorv og Christiansborg i København K, er, at der er indført et loft på prisen.
Loftet er ifølge DR Nyheders oplysninger indført for at sikre fastholdelse og rekruttering af medarbejderne i ministeriet. Med loftet er prisen nemlig på niveau med kantinepriserne i de andre ministerier på Slotsholmen.
Men lige netop fastholdelse er et stort problem i hele Forsvaret, som DR har kunne fortælle i dag.
Derfor er det også et dårligt argument for at sikre billigere mad til de ansatte i departementet end soldaterne, siger Jesper K. Hansen.
- Jeg synes, det er et rigtig, rigtig dårligt signal at sende til sine medarbejdere.
- Man føler, at dem i København de kan gøre sådan og sådan, mens de ude i landet må tage til takke med noget andet. Og det skaber bare en opfattelse af uretfærdighed, siger Jesper K. Hansen, formand for CS.
Både Jesper K. Hansen og Tom Block vil have kantinepriserne ændret, så de er ens i hele Forsvaret. Der skal ikke være forskel på de ansatte, alt efter hvor de er ansat.
- Det sender et signal om, at det åbenbart er godt for fastholdelsen at have en billig madordning i ministeriet, men det er det ikke ude i en garnison. Det er jo helt forkert, siger Tom Block.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse tilføjer til tallene, at alle ansatte har fri adgang til kaffe på tjenestestederne.
Forsvarsminister: Vi skal ikke have særlige vilkår
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lægger sig fladt ned, da DR konfronterer ham med, at han kan spise frokost 14 kroner billigere end de værnepligtige og sergenterne på kasernerne.
Det er et problem, og det skal løses, siger han.
- Det skal jo ikke være sådan, at man skal have helt særlige privilegier her i Forsvarsministeriet, og så skal man føle sig forbigået ude på kasernerne, siger han.
Hvad tænker du om den forskelsbehandling, der ifølge fagforeningerne er der?
- Man har gjort det som et fastholdelseselement her i Forsvarsministeriet, og det element kan man da også godt bruge andre steder. Så det må vi jo drøfte.
Fagforeningerne synes, at det sender et forkert signal – vil du ændre det?
- Det er jeg åben for. Sandheden er jo, at der ikke findes et godt argument for, at vi, der er her i København, skal have helt særlige vilkår i forhold til dem, der er ude i den spidse ende, siger Troels Lund Poulsen.
Går fagforeningerne i for små sko, når de brokker sig over en kantineordning her i departementet?
- Jeg synes ikke, at det er at gå i for små sko. Det er en relevant bekymring, de har. Og jeg skal jo ikke stå og sige, at det ikke er et problem. Det er sådan set et problem, jeg gerne vil løse.
Forsvarsforligskredsen skal efter planen forhandle om yderligere initiativer for at styrke fastholdelsen og rekrutteringen af ansatte i Forsvaret senere på foråret. Her kan forskellen på frokostpriserne blive et emne.
Skal du i virkeligheden også kigge på sådan noget her, når du skal løse fastholdelsesproblematikken i Forsvaret?
- Vi skal interessere os for alle elementer, der kan gøre det mere attraktivt at være ansat i Forsvaret. Så min tilgang er at have en åben diskussion om, hvad der skal gøres. Der skal gøres mange forskellige ting samtidigt, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Du kan følge pressemødet om styrkelsen af Forsvaret med statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) her på DR.dk klokken 9.30.