Tidligere partikammerater sad i dag over for hinanden ved Retten på Frederiksberg.
Her er formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, tiltalt for EU-svig og dokumentfalsk i forbindelse med en påstået EU-konference under DF's sommergruppemøde i Skagen i 2015.
Tirsdag gik med vidneafhøringer, hvor Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup var blandt de mest prominente navne.
De er siden skiftet fra Dansk Folkeparti. Peter Skaarup er folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne, mens Thulesen Dahl er helt ude af dansk politik.
Her er et overblik over de væsentligste pointer fra dagens retsmøde:
Thulesen Dahl husker ingen EU-konference
Da Kristian Thulesen Dahl, nu chef for Aalborg Port, afgav forklaring harmonerede forklaringen meget godt med, hvad han fortalte ved Retten i Lyngby, da sagen første gang var for retten i sommeren 2021.
Morten Messerschmidt blev dengang idømt seks måneders betinget fængsel, men sagen går nu om, fordi det efter dommen i 2021 blev vurderet, at dommeren kunne opfattes som inhabil.
Kristian Thulesen Dahl sagde i dag, at det var planen at afholde et særskilt EU/Meld-arrangement i forbindelse med DF's sommergruppemøde i 2015, som man havde gjort året før.
Det skete bare ikke.
- Nej, det mener jeg ikke, der gjorde. Jeg har hele tiden haft den opfattelse, at det, der skete i 2015, var anderledes, end det vi havde tænkt, sagde han i retten i dag.
Thulesen Dahl fortalte, at hele den måde EU-seminaret var bygget op på var forskellig fra 2014 til 2015.
- Det var noget andet i 2015. Der var ikke et særskilt arrangement som i 2014.
- Det er klart, at det er noget andet, når det er to forskellige steder og med bannere, sagde han om EU-konferencen i 2014.
Skaarup: Jeg var altså ikke idémanden
Forleden, da Morten Messerschmidt afgav forklaring, sagde DF-formanden, at han husker det som om, at det var Peter Skaarup, der i en tissepause til et DF-møde i 2015, prikkede ham på skulderen og spurgte, om de på sommergruppemødet i 2015 ikke skulle gøre ligesom året før.
Sådan genkendte Skaarup det dog ikke, da han forklarede sig i dag.
- Jeg kan godt se, at der er blevet sagt noget om, at det var min idé. Det var det ikke. Jeg kan ikke huske, vi har talt om det.
Generelt havde Skaarup lidt udfordringer med hukommelsen, og det var ofte, at han måtte svare, at det kunne han ikke huske.
På retssagens første dag i sidste uge blev der afspillet en lydfil fra sommergruppemødet i 2015.
På den sagde Messerschmidt:
- Og som I vil vide: I går var vi jo til EU-seminar – ligesom vi var sidste år – organiseret af vores europæiske parti.
På et tidspunkt i lydfilen bryder Peter Skaarup ind og siger "vi begynder at blive lidt tidsknappe" - med henvisning til, at DF'erne skulle videre med andre emner.
Man kan altså også kortvarigt høre Peter Skaarup på lydoptagelsen. Han kan dog ikke rigtig huske, hvad der blev sagt.
- Det er svært at sige i situationen, men jeg husker simpelthen ikke, det bliver sagt. Man skal også huske på, at til sommergruppemøder er der mange, der går ind og ud, så der kan godt være mange forstyrrelser, hvor opmærksomheden ikke er 100 procent fra alle, sagde han i retten i dag.
- Jeg husker bare ikke, at der er blevet sagt noget i den her stil. Jeg husker heller ikke indlægget. Jeg kan egentlig ikke komme det nærmere. Det siger mig simpelthen ikke noget.
Peter Skaarup husker dog ikke oplægget, men siger - som han også gjorde ved Retten i Lyngby - at det ville være helt naturligt, at Morten Messerschmidt ville holde sådan et oplæg.
Opsigtsvækkende deltagerliste
Wolfgang Herzig fra DG Finance i Europa-Parlamentet vidnede også i dag. DG Finance er generaldirektoratet for økonomien i Europa-Parlamentet. Hans afdeling står for finansiering af europæiske partier og fonde, altså heriblandt Meld, som udbetalte midler til DF.
Fra en videoforbindelse og via en tysk tolk forklarede han, at der var flere ting ved sommergruppemødet i 2015, som han studsede over. Blandt andet deltagerlisten.
- Vi bemærkede, at det var underligt, at det kun var danskere, der deltog, men det udelukker ikke automatisk en støtte.
- Jeg anså det som mærkværdigt, da det normalt ikke er sådan, at europæiske arrangementer kun har deltagere fra et nationalparti. Men vi gik ud fra, at der kun blev talt om europæiske emner, og at Dansk Folkeparti-medlemmerne kun var med som tilhørere og ikke som partimedlemmer.
Det førte til to spørgsmål fra anklageren:
Fik I oplyst, at det var i forbindelse med et DF-sommergruppemøde?
- Nej.
Hvis det finder sted i forbindelse med et nationalt partipolitisk arrangement, er det så relevant at vide?
- Ja, det er det. Det er helt afgørende et vigtigt punkt.
100-års fødselsdag
Også det tidligere folketingsmedlem for DF fra 2015-2019, Jan-Erik Messmann, afgav forklaring i dag i retten.
Det er forsvaret, der havde indkaldt ham som vidne. Han fortalte, at det var en "stor EU-oplevelse" at være med til sommergruppemødet i 2015 og høre Messerschmidt fortælle om EU.
Han husker det tydeligt, fordi den dag, som han kalder "Mortens dag", var hans fars fødselsdag. Han ville være fyldt 100 år. Han døde som 90-årig.
- Jeg havde den opfattelse, at det drejede sig rent om EU om formiddagen (dag to på sommergruppemødet red.). Jeg husker det lysende klart.
'Bare en formalitet'
I sagen er det ikke kun Morten Messerschmidt, der er tiltalt. Også en tidligere EU-medarbejder for DF er tiltalt for dokumentfalsk - hvilket Messerschmidt også er anklaget for.
Begge nægter sig skyldige.
Ifølge anklagemyndigheden skulle det være sket ved, at EU-medarbejderen bad DF's daværende sekretariatschef, Jeanie Nørhave, om at skrive under på et dokument.
I dokumentet underskrev hun sig som "chief of staff and administration" på Color Hotel i Skagen, hvor DF holdt sit sommergruppemøde i 2015.
Jeanie Nørhave fortalte i retten i dag, at hun ikke er god til engelsk, så hun spurgte dengang, hvad der stod i dokumentet.
Ifølge Nørhave svarede EU-medarbejderen, at det "bare var en formalitet", fordi det er hende, der formidlede kontakten mellem EU og hotellet.
- Jeg har selv ansat X (navn udeladt, red.) og betragter ham som en meget loyal medarbejder, som jeg har haft stor tillid til. Jeg kunne ikke drømme om, at nogen beder mig underskrive noget, som jeg ikke skal skrive under på.
Næste retsmøde i sagen er på torsdag.