Det sagde ASMLA-talsperson til DR om angreb på militærparade

Tre personer fra eksil-iransk organisation anholdt og sigtet for 'billigelse af terror'

DR Nyheder har flere gange interviewet og adspurgt ASMLA om organisationens holdning til angrebet på en militærparade i Iran den 22. september i år. (Foto: © DR Nyheder)

Politiet har sigtet tre personer fra den eksil-iranske organisation Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA) for billigelse af terror.

Ifølge politiet har de sigtede blandt andet hyldet gerningsmændene bag angrebet på en militærparade i Iran i september, der kostede 25 mennesker livet.

DR Nyheder har flere gange interviewet ASMLA-talsmand Yaqoub Al Tostari, hvor han blandt andet blev spurgt til gruppens holdning til terrorangrebet i Iran.

Første gang den 23. september, dagen efter angrebet på militærparaden i Iran.

Hvordan forholder I jer til angrebet? Tager I afstand fra det?

- Irans regime bruger terror og kriminelle handlinger mod vores folk. Iran henretter og fængsler folk for at undertrykke dem. Når det sker, har vi ret til at forsvare vores folk.

Så I støtter angrebet?

- Vi støtter alle de lovlige aktioner mod Irans undertrykkelse af vores folk.

Og var gårsdagens angreb en lovlig aktion?

- Jeg kommer ikke til at sige det på andre måder, uanset hvor meget du gentager det. Jeg vil ikke sige direkte, om vi tager afstand.

Parade var lovligt mål

I samme interview kalder talspersonen den angrebne militærparade for et ‘lovligt mål’.

- Der er forskellige grupper med i ANR, der er enige om at nå et mål. Vores mål er at forsvare vores folk mod iransk terror og regimets undertrykkelse. Grupperne er enige om, at der ikke skal være nogen angreb mod civile. Det skal være mod de lovlige mål som for eksempel militærparaden, sagde Yaquob Al Tostari.

Angreb i Iran

  • Lørdag den 22. september blev mindst 25 personer dræbt i et angreb mod en militærparade i den sydvestlige by Ahvaz i Iran.

  • I den forbindelse kom Danmark i Irans søgelys, fordi landet mener, at Danmark huser iranske oppositionsgrupper, der stod bag angrebet.

  • I en skriftlig udtalelse fortalte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at Danmark fordømmer terrorangrebet, og at en eventuel dansk forbindelse ville få konsekvenser.

Nyt interview med talsperson

Senere på efteråret iværksatte politiet og PET en stor menneskejagt, der lammede store dele af trafikken mellem landsdelene. Efterfølgende kom det frem, at politiet reagerede på en konkret trussel mod ASMLA i Ringsted.

I den forbindelse interviewede DR Nyheder igen Yaqoub Al Tostari, der atter blev spurgt til gruppens holdning til angrebet på militærparaden.

Så vidt jeg forstår er det dig, der efter angrebet i Iran siger, at det var et legitimt mål, som du godt kunne støtte og jeres moderorganisation stod bag. Det er voldsomme udmeldinger. Kan du se, at det skærer i ørerne på mange?

- Det er min mening, og vores folk har ret til at forsvare sig selv. Det skal være lovligt. Det har de gjort. Der var ikke nogen internationale regler, der blev brudt. Jeg sagde min mening, at vores folk havde ret til at forsvare sig selv, lød det blandt andet fra Yaqoub Al Tostari.

DR Nyheder kender ikke den præcise formulering af sigtelsen mod de tre ASMLA-personer. Det vides derfor ikke præcist, hvilke udtalelser der ligger til grund for sigtelsen for billigelse af terror.

Yaqoub Al Tostari er ikke talsmandens rigtige navn. DR Nyheder er bekendt med hans rigtige navn, men af hensyn til hans sikkerhed, anvender vi det ikke.