Det må du ikke gå glip af i 2015

Solformørkelser, folketingsvalg og skarpe hjørner. Her kan du se, hvad der venter forude.

Dronningen kan fejre 75 års fødselsdag den 16. april i år. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Rumsonder, fodbold-VM, ebola, flystyrt og Rolling Stones på Roskilde.

Der er nok at vælge mellem af både små, store, sjove eller gravalvorlige begivenheder, når man skal opridse 2014. Men hvad venter os i 2015?

Her kan du få et overblik over det kommende års begivenheder indenfor alt fra musik og kongelige fødselsdag til rumfart.

Fru statsminister og kvindernes stemmeret

Selvom vi stadig kun kan gisne om, hvornår det sker, og hvad resultatet iøvrigt bliver, så er det helt sikkert, at danskerne i løbet af 2015 skal til stemmeurnerne og beslutte, hvem der i de næste fire år, skal stå for at tage beslutninger på hele landets vegne.

Regeringen skal nemlig udskrive valg inden den 15. september 2015. Her vil det være fire år siden, at Helle Thorning-Schmidt vandt magten ved folketingsvalget i 2011.

2015 kommer også til at markere 100-året for kvinders ret til at stemme i Danmark. I 1915 indførte man nemlig kvindevalgret, der gav kvinder ret til at deltage i valg til landets besluttende forsamlinger på lige fod med mænd.

Den nye dreng i festival-klassen

Det er ikke kun på Christiansborg, at der i det kommende år kan komme nye toner. Også i festivalbranchen vil der i 2015 være en ny spiller på banen. Sommeren 2015 bliver nemlig den første gang, at den spritnye fynske festival Tinderbox løber af stablen.

I efteråret satte annonceringen af festivalen uro i vandene i den danske musikbranche. Her gik flere andre festivaler, blandt andet Roskilde Festival og Smukfest, sammen og boykottede bookingbureauerne bag festivalen, Skandinavian, Beatbox og tyske FKP Scorpio, der også står bag Northside Festival.

Begrundelsen var, at de fortørnede festivaler frygtede, at Northside og Tinderbox med bookingbureauerne og 'en stærk tysk kapitalpartner i ryggen' ville få nys om, hvilke kunstnere festivalerne forhandler med.

Tinderbox bliver afholdt i Tusindårsskoven i Odense mellem den 26. og 28. juli. Festivalen har blandt andet Eagles of Death Metal, Kent, Mø og Robbie Williams på plakaten.

Håndbold, håndbold og atletik I sportens verden bliver der også masser af højdepunkter i det kommende år.

På dansk jord bliver der afholdt VM i kvindehåndbold, hvor det danske kvindelandshold får til opgave at forsvare bronzemedaljerne fra VM i Serbien i 2011. Det finder sted fra den 5. til 20. december, hvor Jyske Bank Boxen i Herning skal lægge hus til ottendedelsfinaler, to kvartfinaler, semifinaler og selvfølgelig finalen.

VM i herrehåndbold bliver også afholdt i år. Den begivenhed finder sted i Qatar her i januar. Men der kommer også til at være andet end håndbold på programmet i 2015.

I fodboldens tegn kan sportsfans se frem til både Champions League-finale i maj måned, hvor man måske får lov til at se Messi tørne sammen med Ronaldo.

Og Danmarks EM-kvalifikationskampe vil finde sted i løbet af 2015. Her har Eriksen og Co. gode chancer for at spille sig frem til slutrunden i Frankrig næste år.

Men der bliver også lidt til de atletik-begejstrede. VM i atletik bliver nemlig afholdt i Bejing i august - formentlig med verdens hurtigste mand, Usain Bolt, i topform.

Rumhistorie og solformørkelse

2014 blev et historisk år indenfor rumfarten. Det Europæiske Rumagenturs skabte i hvert fald rumhistorie, da det efter 10 års rejse gennem rummet lykkedes for Rosetta-sonden at lande modulet Philae på kometen 67P.

Men også i 2015 vil et langvarigt rumprojekt til at få resultater.

Den 14. juli vil NASA's rumsonde New Horizons, som har været undervejs siden 2006, ankomme til Pluto og Charon med en hastighed på intet mindre end 50.000 kilometer i timen. Det er planen, at rumsonden skal blive i området i fem måneder for at udforske.

Herefter vil den flyve videre mod Kuiperbæltet og til sidst forlade solsystemet. I maj måned vil rumsonden DAWN, også fra NASA, gå i omløb om dværgplaneten Ceres.

Historisk rumfartsår for Danmark

Senere på året vil den danske astronaut Andreas Mogensen også komme til at skabe rumhistorie. Det sker, når han den 1. september bliver den første dansker nogensinde, der bliver sendt til den internationale rumstation, ISS.

Men det er ikke kun astronauter og sonder, der kommer til at få oplevelser fra stjernerne i 2015. Også her på Jorden kommer vi til at mærke suset fra stjernerne.

Det sker blandt andet den 20. marts, hvor der vil være total solformørkelse over det nordlige Atlanterhav. I Danmark vil vi få 84 procents formørkelse.

Majestæten, stjernerne og statsradiofonien

Når der den 16. april i år kommer flag på busserne i anledning af dronningens fødselsdag, bliver det noget af et skarpt hjørne, der bliver markeret. Majestæten fylder nemlig intet mindre end 75 år.

Men hun er ikke den eneste, der kan fejre en stor fødselsdag i 2015.

Blandt de runde fødselarer finder man for eksempel skuespilleren Mads Mikkelsen, som fylder 50, sangerinderne Lis Sørensen og Sanne Salomonsen, som begge runder de 60 år, sangeren Kim Larsen, som fylder 70, og skuespilleren Ghita Nørby, som bliver 80 år i 2015.

Også Danmarks Radio fylder rundt i år. Statsradiofonien kan nemlig fejre sin 90 års fødselsdag i 2015.