'Det lyder umiddelbart mærkeligt': Passagerer undrer sig over, at privatfly slipper for afgift

Der var ikke den store forståelse for regeringens undtagelse, da DR var i lufthavnen.

Fra nytår stiger en flybillet med et almindeligt rutefly mellem 30 og 300 kroner, alt efter hvor langt rejsen er.

Og det er umiddelbart ikke noget, der vækker brok, da DR møder passagerer i Københavns Lufthavn i Kastrup.

"Fornuftigt", "rigtig god idé" og "helt okay", var de ord, der blev brugt.

Til gengæld skal regeringen nok ikke kigge mod lufthavnen, hvis den vil have sympati for sin beslutning om at undtage privatfly for den flyafgift, andre passagerer skal betale.

- Det synes jeg ikke er okay. Selvfølgelig skal man betale, uanset hvordan man kommer afsted. Mennesker i privatfly har typisk flere penge, så de skal da også have en afgift, siger Karina Simonsen, der er category manager, da DR møder hende i lufthavnen.

Pensionist Søren Tofte hæfter sig også ved det skæve i, at de, der har råd til privatfly, slipper for afgift.

Søren Tofte betaler gerne til den grønne omstilling, når han flyver. Privatfly burde gøre det samme, mener han.

- Umiddelbart vil jeg sige, at det synes jeg er underligt. Dem med privatfly er nok dem, der har mest råd til at betale noget ekstra, så jeg vil absolut mene, at det er forkert, at de ikke skal betale, siger han.

Det samme brændstof

Aarhus Universitet har lavet beregninger for DR, som konkluderer, at danskejede privatfly forurener klimaet markant mere end rutefly.

Regnestykkerne viser, at alle flyveture i 2023 med danske privatfly fra Billund til ni populære destinationer i Europa i gennemsnit udledte 17 gange mere CO2 per passager end en tilsvarende rejse i rutefly.

Og det er da også det, flere kommenterer. At passagerer i privatflyene slipper for at betale afgift.

Oliver Rasmussen synes mest af alt bare, at det er mærkeligt, at man ikke skal betale afgift, når man flyver i privatfly.

- Det lyder umiddelbart mærkeligt, at man ikke skal det. Det lyder som en regel, der burde gælde for al flytransport, hvis det er et tiltag, der er taget for at beskytte miljøet, siger Oliver Rasmussen, der arbejder hos Novo Nordisk.

Lars Nielsen, der er bankansat, synes også, det er svært at forstå.

- Et fly er vel et fly. Det er det samme brændstof, så de skulle vel også pålægges den her grønne afgift, siger han.

- Det lyder jo ganske fornuftigt, at vi skal være en del af den her grønne omstilling, når man er ude at flyve, siger Lars Nielsen.

Pensionist Niels Ove Jørgensen er enig.

- Det er jo noget, der er med til at dække ind til grønne afgifter og arbejde videre med den grønne omstilling. Så det skal alle være med til at betale til, siger han.

Bør spytte i kassen

En af forklaringerne fra regeringens side på den manglende flyafgift på privatfly har været, at man ikke køber billet til en privatflyvning, og at der derfor ikke kan lægges afgift på billetten.

Men den køber pensionist Niels Ove Jørgensen ikke.

- Så må de finde en måde at lægge nogle afgifter på hos dem også, så de også får lov at spytte i den store kasse i den sidste ende.

- Alle skal være med til at betale, mener Niels Ove Jørgensen.

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) kan godt forstå, at forskelsbehandlingen ikke er noget, der møder forståelse hos ruteflypassagererne, og han er villig til at se på en eller anden model for, hvordan privatflyene kan betale mere.

- Vi har den klare holdning, at privatflyene også skal bidrage til den grønne omstilling af luftfarten. Og derfor skal vi så finde den rette metode, siger Rasmus Stoklund.

På DRTV kan du lige nu se den nye DR-dokumentar 'De superriges privatfly' om brugen af danskejede privatfly. Dokumentaren bliver også vist i aften klokken 21.25 på DR1.

De superriges privatfly