Det kan være svært at være barn i en krigstid, men forældre bør ikke bekymre sig

Det er aldrig helt nemt at vide, hvad man skal svare, hvis ens barn spørger om svære emner som sygdom og død.

For hvor går grænsen for, hvad de små hoveder behøver at vide? Hvor meget kan de egentlig rumme og forholde sig til?

De spørgsmål stiller en del forældre formentlig sig selv og hinanden rundt i de danske hjem, mens krigen i Ukraine fortsat fylder det meste af sendefladerne i tv's nyhedsudsendelser og måske "snakken omkring spisebordet".

Nogle af de voksne er bekymrede for, at børnene udvikler krigsangst, viser en rundspørge, som Epinion har foretaget på vegne af DR Nyheder.

Caroline Bruun Abild fra Skæring ved Aarhus er mor til piger på 9 og 12 år.

De har begge stillet spørgsmål til, hvad det er, der foregår nede i Ukraine, for de hører om det via sociale medier og vennerne henne i skolen.

Derfor har Caroline og hendes mand snakket med døtrene om, hvad de mon gør sig af tanker, og de har spurgt, om der er noget, børnene har brug for at vide mere om.

De har forsøgt at få en fornemmelse af, om pigerne går og bekymrer sig. Er der huller i deres viden, som de voksne kan udfylde? Er der noget, de skal korrigere?

- Så svarer vi efter bedste evne i øjeblikket, og vi tilføjer altid, at "mor og far er altså ikke bekymrede". Det tør jeg godt sige, for det er jeg helt ægte ikke, siger Caroline Bruun Abild, og tilføjer, at det handler om at opretholde tilliden.

- Hvis noget så ændrer sig, må vi tage det op igen til den tid. Jeg har helt grundlæggende den holdning, at man er mindre bekymret, hvis man kender de store linjer, fordi man så har nemmere ved at forholde sig til tingene.

Når tiden er til det, ser Caroline Bruun Abild "UltraNyt" sammen med døtrene, for der får hun input til, hvordan hun kan snakke om de svære emner.

'Slå koldt vand i blodet'

Sonja Breinholst er leder af Center for Angst ved Københavns Universitet og lektor i klinisk børnepsykologi.

Hun har et helt klart budskab til de forældre, der frygter krigsangst hos deres børn, hvis de ikke normalt udviser tegn på at have det svært:

- Slå koldt vand i blodet og lad børnene leve deres børneliv uden bekymringer om krigen, siger Sonja Breinholst.

Et kig i centrets statistik viser, at der ikke er sket nogen stigning i antallet af henvendelser fra voksne, hvis børn udviser tegn på angst.

Det samme skete under coronapandemien, hvor man også kunne forestille sig, at flere ville reagere, og det kommer ikke bag på Sonja Breinholst.

- Jeg tror ikke, der sker en opblussen i antallet. De børn, der lige nu oplever angst for krig, er børn, som under alle omstændigheder ville have været ængstelige. Var det ikke krigen, var det noget andet. Emnet skifter bare for dem.

Et andet eksempel er genindspilningen af Stephen Kings gyserfilm "It" tilbage i 2017. Da den blev lanceret, fik Center for Angst pludselig henvendelser fra børn, der var bange for dræberklovne.

- Man skal huske på, at det er helt almindeligt indimellem at være bange for nogle ting. Det kan mennesker godt klare, og det er supervigtigt at sige, at rigtig mange børn ikke er påvirket af krigen, siger Sonja Breinholst.

- Angst er først et problem, hvis det bliver styrende og forstyrrende og invaliderende, så det kræver behandling. I min verden ligger krigsangst under kategorien inden for angstlidelser, der hedder ”generaliseret angst”. Det er et mere fancy ord for det at bekymre sig.

De klassiske tegn på angst er, at barnet har svært ved at sove, svært ved at komme i skole, svært ved at være adskilt fra sine forældre, har et øget behov for at snakke, kvalme, ondt i maven, ondt i hovedet.

Her fortæller Sonja Breinholst mere om, hvordan langt de fleste børn formentlig ikke vil være påvirket af krigen i Ukraine:

I Skæring går 9-årige Agnes mest op i, om der kommer flygtningebørn ind i hendes klasse, og så reagerede hun på en video, hvor en ukrainsk familie måtte flygte uden at få deres hund med, fortæller mor Caroline Bruun Abild.

- Det påvirkede hende. Sikkert fordi, vi selv har en hund. Da sagde hun, at hun ihvertfald ville tage hunden med, hvis vi skulle flygte. Så forklarede vi, at det ikke altid er sikkert, at man kan nå det i situationen, og måske er det endda bedre for hunden at blive hjemme end at tage på flugt, siger Caroline Bruun Abild.

- Det handler grundlæggende om at møde børnene der, hvor de er. Er det på "hundeniveau" - jamen, så er det sådan, det er.

Børn har brug for at snakke om deres tanker

Hos Børns Vilkår, der driver BørneTelefonen, siger børnefaglig konsulent Mirjam Westh, at de har modtaget i alt 272 henvendelser fra børn og unge, der har bekymringer eller tanker omkring krigen.

Det er børn fra cirka otte år og op til starten af 20'erne, der kontakter dem med et behov for at snakke med en voksen.

- Det kan være rigtig sundt for barnet at stille spørgsmål, for det kan være en måde at finde ro, når de får lov til at bearbejde deres tanker gennem en samtale. Hvis børnene ikke møder en voksen, der tager hånd om deres tanker, kan de tanker vokse sig store i fantasi og forestillinger, forklarer Mirjam Westh.

Udgangspunktet i BørneTelefonen er derfor, at man skal møde barnet, hvor det er. Hvad siger det selv? Hvad har det hørt, set eller oplevet?

- Det er så massivt lige nu med den eksponering, der finder sted. De hører om krigen alle vegne. Man kunne godt ønske sig, at de bliver skærmet lidt fra det, men det er umuligt, siger Mirjam Westh.

- De ser ukrainske flag i bybilledet. Der er stor koncert på Rådhuspladsen i København og indsamlinger. Lige om lidt - eller måske allerede nu - er der krigsflygtninge i deres klasser. Sådan noget har børn brug for at snakke om.

'Der er stor forskel på at oplyse og på at skræmme'

Børneavisen, der drives af JP/Politikens Hus, er ligesom UltraNyt ét af de medier, der laver nyheder om krigen i børnehøjde.

Chefredaktør Louise Abildgaard Grøn fortæller, at de kort efter invasionen valgte at lave en avis, hvor krigen fyldte forsiden og ekstra sider inde i udgivelsen. E-avis-udgaven blev gjort frit tilgængelig, så alle havde mulighed for at læse med på nettet.

- Vi udvælger nøje, hvad børnene har brug for at vide, så de forstår det store billede, men vi fortæller ikke om tabstal, atomvåben og om, hvornår der er luftalarmer over byerne, for der er stor forskel på at oplyse og på at skræmme, forklarer Louise Abildgaard Grøn.

Derfor får historier om fredsforhandlinger og alle dem, der hjælper krigens ofre, meget mere spalteplads end de negative konsekvenser, som følger af krigshandlingerne.

Ligesom Sonja Breinholst påpeger Louise Grøn vigtigheden i, at man ikke lægger nogle bekymringer ned over børnene, som de faktisk slet ikke havde. Eksempelvis ved at præsentere dem for det i medierne.

- Vi forsøger hele tiden at mærke efter, hvor store bekymringerne reelt er, og om det i virkeligheden er voksnes egne. Samtidig er det vigtigt, at man kan finde svar i medierne, for ikke alle forældre ved, hvad de lige skal svare, når de bliver spurgt om så tunge emner, og deres samtale med børnene vil ofte være påvirket af følelser. Her er det vores opgave at give dem rolig og udvalgt fakta uden følelser, siger Louise Abildgaard Grøn.

Her kan du læse mere: