'Det kan vække opsigt internationalt': Dansk museum er nu færdig med udgravning af sjældne skibsvrag

Forude venter nu flere måneders analyser af skibstømmer og genstande, der har tilhørt fortidens sømænd.

Optagelserne her stammer fra et dyk på vraget fra 1800-tallet. Dykkernes opgave var blandt andet at suge dynd og sand væk fra skibsvraget.

Her til morgen ankom en helt særlig container til Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

I containeren lå de allersidste planker fra to skibsvrag, der er blevet hentet op fra havbunden i Københavns Havn de seneste 36 uger.

Tømmeret fra havbunden er resterne af et mindre lastskib fra omkring år 1800 og et andet større handelsskib, der formentlig sejlede rundt på havene i 1300-tallet.

De seneste ugers arbejde har resulteret i langt mere skibstømmer, end museumsfolkene havde turdet håbe på. Særligt skibet fra 1300-tallet er et sjældent fund og kan blive et ”skibshistorisk nøglefund”, siger marinarkæolog og museumsinspektør Otto Uldum.

- Det er i det hele taget ikke særlig tit, at man udgraver skibsvrag og tager dem op. Begge vrag har vist sig at være utroligt velbevarede – særligt det ældste, som er 700 år gammelt.

Desuden har man på dykkene i Øresund fundet mange andre ting foruden skibstømmeret. I 1300-tals-vraget er der for eksempel blevet fundet en kam og gryder fra kabyssen, fortæller Otto Uldum.

- Vi er overrasket over mængden af genstande, vi har fundet inde i skibet. Det er ikke særlig tit, at et skibsvrag er så velbevaret, at vi også har de mindre genstande.

- Det er både noget, som har tilhørt skibet, men også ting, der har været sømændenes personlige ejendele, siger han.

Marinarkæologerne har kaldt skibet fra 1800-tallet "Svælget 1", mens det ældre har fået navnet "Svælget 2". (Foto: © Grafik: Natalie Nystad)

’Det kommer til at vække opsigt internationalt’

Selvom man skulle tro, at arbejdet var overstået, nu hvor det sidste tømmer er ankommet til museet, så er det langt fra tilfældet.

Det fortæller DR’s historie- og kongehuskorrespondent, Cecilie Nielsen. Hun har fulgt arbejdet med at få udgravet, registreret og bjærget skibsdelene, lige siden arbejdet gik i gang i foråret.

- De fleste mennesker forestiller sig nok, at skibsvrag er et helt skib. Men sådan er det ikke. De ligger på bunden af havet i stumper og stykker. Det er stort puslespil bare at finde ud af, hvordan de mange forskellige dele passer sammen, siger hun.

Forude venter der nu månedsvis af analyser af de forskellige vragdele. Det arbejde begynder for alvor i november.

- Indtil nu har det været hårdt fysisk arbejde, hvor man har skullet dykke, udgrave, bjærge og registrere samtlige skibsdele. Nu skal man have det store overblik og sende de mange dele til alle mulige forskellige analyser, forklarer Cecilie Nielsen.

Indtil da bliver de godt 1.500 vragdele opbevaret i kæmpestore kar fyldt med vand. For efter godt mange år under vandet år er de blevet meget skrøbelige og går hurtigt i stykker, hvis de fiskes op af vandet.

Når først analysearbejdet er overstået, forudser Cecilie Nielsen, at Vikingeskibsmuseet vil kunne præsentere et fund fra middelalderen, der får folk til at spærre øjnene op i hele verden.

- Det tegner til at være et markant fund. Når analyserne er færdige og kan præsenteres, så kommer det også til at vække opsigt internationalt.

Kan give et indblik i 1300-tallets Danmark

De to skibsvrag blev opdaget i forbindelse med anlægsarbejdet til den kunstige halvø Lynetteholm. De er fundet med relativt kort afstand af hinanden i en sejlrende i Københavns havn, der kaldes Svælget.

Det allerbedste ville have været, hvis vragene kunne have været blevet liggende uforstyrret, for på havbunden bliver det faktisk bevaret bedst. Men vragene skulle flyttes, da der skal laves en omlægning og uddybning af sejlrenden.

Hver enkelt del af skibsvragene er blevet kortlagt, så det var muligt for Vikingeskibsmuseet at lave en 3D-model af vragene. Her er det vraget af skibet fra 1800-tallet:

Mens det for arkæologerne måske særligt er middelalderens skibskonstruktion, som er interessant at undersøge, så kan skibene også være med til at give et blik ind i det Danmark, som eksisterede i 1300-tallet.

- Det er en vild periode i danmarkshistorien, som er voldsom, og hvor meget handler om handelskrige, forklarer Cecilie Nielsen.

- Derfor er skibsvraget fra 1300-tallet også interessant, fordi det formentlig har været et handelsskib og peger ind i nogle helt centrale tematikker, som er vigtige for den periode af vores historie.

Efter resterne fra vraget er blevet hentet op fra Øresund lægges det i store kar fyldt med vand. Her opbevares det skrøbelige skibstømmer bedst. (Foto: © Benjamin Agerriis, DR)

Også DR’s historiekorrespondent har hæftet sig ved, hvor velbevaret det ældste skibsvrag har vist sig at være. I foråret 2025 kan hun præsentere DR’s seere for en sæson af programmet ’Gåden om’, der handler om netop 1300-tals-skibet.

- Det kan vise sig at være et skibshistorisk fund, fordi det er så sjældent, at man finder så store og velbevarede skibe fra den tid, siger hun.