Det kan du gøre selv mod vandet: Sand i pudebetræk

I eftermiddag truer forhøjede vandstande flere steder i landet, og det giver risiko for ubehagelige overraskelser i kælderen.

Beredskabsstyrelsen og lokale beredskaber forbereder sig flere steder i landet på, hvad der kan gå hen og blive et meget heftigt vejr og forhøjede vandstande i eftermiddag.

- Vandstigninger som disse kan give store materielle skader, hvor huse og erhvervsejendomme bliver ødelagt, lagerenheder går tabt, og hvor maskiner, der ikke kan flyttes, bliver ødelagt af vand, siger Knud-Jacob Simonsen, der er beredskabschef hos DMI.

Bor man i et af de udsatte områder, kan man selv gøre en del for at forebygge, at vandmængderne finder vej til blandt andet kælderen.

Ifølge Beredskabsstyrelsen er en god løsning at placere en stort stykke plastik foran døren i kælderskakten og sikre den med sandsække – for eksempel pudebetræk, som man fylder med sand.

Se Beredskabsstyrelsens anbefalinger til at undgå vand i kælderen i videoen i toppen af artiklen.