Danmark er i fuld gang med at evakuere danske statsborgere og lokalt ansatte på ambassaden i Afghanistan.
Det var hovedbudskabet, da forsvarsminister Trine Bramsen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lørdag aften med kort varsel annoncerede et pressemøde efter et fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn.
- Den opgave er vi i fuld sving med, med al den kraft, vi overhovedet kan, både civilt og militært. Det er en vigtig opgave. Vi gør alt, hvad vi kan i udenrigstjenesten, forsvaret og andre steder.
- Vi ved, hvor meget det her haster, sagde Jeppe Kofod.
Derfor handler det om 'liv og død', understregede han og gentog derfor sin opfordring fra i går.
- Alle danskere, der er i Afghanistan, skal hurtigst muligt søge ud af landet og komme i sikkerhed, slog han fast.
Ifølge udenrigsministeren var der ved den seneste opgørelse ti personer på 'dansker-listen'.
Sikkerhedsspørgsmål
Evakueringen gælder blandt andre de 45 ansatte på ambassaden, som et bredt flertal i Folketinget onsdag besluttede at hente til Danmark sammen med deres ægtefæller og børn under 18. I alt drejer det sig om cirka 200 personer.
Derudover var det sparsomt med detaljer om evakueringen fra de to ministre, der henviste til, at det handlede om sikkerheden for dem, der skal evakueres.
De ville derfor heller ikke løfte sløret for, om man ligesom Norge har bedt forsvaret om at hjælpe med evakueringen.
- Jeg kommer ikke til at gå ind i de konkrete planer. Det handler om sikkerhed, sagde forsvarsminister Trine Bramsen.
USA har sendt 5.000 soldater til Afghanistan for at hjælpe med hjælpe med en sikker tilbagetrækning, meddelte præsident Joe Biden lørdag aften. Storbritannien har sendt 600 soldater afsted med samme formål.
Refleksion
Udenrigsministeren tog også hul på det arbejde, der nu følger i kølvandet på flugten fra Afghanistan, hvor 44 danske soldater har mistet livet og 12.000 været udsendt siden 2002.
Det er en bred koalition af partier på Christiansborg, der har været enige om Afghanistan-indsatsen, og de skal i fremtiden evaluere Danmarks rolle i det krigshærgede land med de øvrige lande, der har deltaget.
- Jeg vil gerne sige, at det var ikke den her måde, vi forestillede os, at vi skulle forlade Afghanistan på. Derfor kan jeg love, at der også i den kommende tid vil være refleksion i vores koalition i Nato, FN og EU, og det skal Danmark gå i spidsen for, lød det.
Det bliver bare ikke de kommende uger, at regeringen tager hul på det arbejde.
- Lige nu og her drejer det sig om sikkerheden for vores ansatte og evakueringen.
Senest har Taliban lørdag ifølge en provinsrådsleder indtaget byen Mazar-i-Sharif, der er landets fjerdestørste og var en vigtig by for styret i Kabul i den nordlige del af landet.
Taliban vurderes i øjeblikket at have kontrol over cirka to tredjedele af Afghanistan. Tusindvis af afghanere er flygtet.