Regionerne har i de senere år hevet flere EU-milliarder hjem til danske klimaprojekter og hjulpet særligt små og mellemstore kommuner med at nå deres klimamål.
Men det arbejde kan der nu blive sat en brat stopper for.
Med sin stort anlagte sundhedsreform og strukturændringer vil regeringen nemlig fjerne alle dele af regionernes klimaindsats, og der lægges ikke umiddelbart op til at erstatte den med noget andet.
Det vækker hård kritik fra flere sider. På Samsø går de så langt som til at kalde det ’katastrofalt’.
For en så lille kommune med en begrænset økonomi er det helt afgørende at have adgang til viden, ny teknologi og finansiering igennem samarbejdet med Region Midtjylland, hvis Kattegatøen skal i mål med deres omfattende klimahandlingsplan.
Det forklarer Jeppe Ustrup Hermann, der er programkoordinator for grøn omstilling.
- Vi skal finde en helt anden måde at arbejde på. Det vil være katastrofalt. Hele vores indsats bygger på det samarbejde med regionen, og alle vores centrale projekter ligger der, siger han.
Lige nu er Samsø i gang med et stort projekt, hvor målet er, at sorteret affald fra husholdninger, spildevandsslam og affald fra haver og parker kan genanvendes og indgå i en ny produktion – muligvis i landbruget.
- Vi arbejder jo på at afskaffe affald som begreb frem mod 2030, og her spiller regionen en helt central rolle. Så der må jo være tænkt nogle tanker om, hvad der så skal erstatte det, siger Jeppe Ustrup Hermann.
Frygter manglende adgang til grønne støttekroner
I Region Midtjylland anslår klimachef Lisa Gerschefski, at de sammen med en række kommuner siden 2021 har fået tildelt omkring en milliard kroner i støtte fra EU.
Samlet har regionerne siden 2014 hentet knap 2,5 milliarder hjem fra Bruxelles. Penge, der er blevet brugt til at få accelereret den grønne omstilling herhjemme.
Lisa Gerschefski frygter, at rigtig mange EU-midler nu risikerer at gå tabt, fordi projekterne skal bindes op på netop regionalt arbejde i medlemslandene.
- Pengene understøtter projekter, som er med til at sænke vores CO2-udledning og går hånd i hånd med vores politiske målsætninger, siger Lisa Gerschefski.
Som eksempel på et EU-støttet projekt nævner klimachefen et forsøg på at klimasikre Gudenåen, der er plaget af stigende regn- og grundvandsmængder.
Her gik de syv jyske kommuner, som åen løber igennem, sammen om at udvikle en vandløbsmodel, der kan beregne forskellige scenarier for indsatser langs Gudenåen - og et varslingssystem i forbindelse med ekstreme klimahændelser som for eksempel storm og voldsom nedbør.
- Jeg er bekymret, når regeringen nu vil lade den her opgave for regionerne bortfalde. For man peger overhovedet ikke på, hvem der så skal løfte den i stedet, siger Lisa Gerschefski.
Tænketank: En rigtig dårlig ide
I den grønne tænketank Concito er de også meget forundrede over regeringens forslag.
- Det skruer ned for den samlede klimaindsats i Danmark på et tidspunkt, hvor det står klart, at vi skal gøre meget mere. Der falder midler væk, som ellers ville være gået til den grønne omstilling. Det er en rigtig dårlig ide, siger direktør Christian Ibsen.
I hans øjne har regionerne i de senere år spillet en vigtig rolle i at få accelereret den grønne omstilling.
- Man skal huske på, at vi i Danmark er helt unikke ved, at alle landets kommuner har ambitiøse byråd, der har vedtaget klimaplaner. Og regionerne har spillet en vigtig rolle ved at være bindeled til den lokale grønne omstilling. De har fået det til at hænge sammen på tværs. Det er vigtigt, at den her opgave bliver løftet, siger Christian Ibsen.
Concito frygter også, at den manglende adgang til EU’s støttekroner via klimaprojekter får "en stor effekt".
I Kommunernes Landsforening anerkender klimadirektør Stine Johansen, at regionerne har spillet en rolle for den grønne omstilling, men minder også om, at arbejdet vil fortsætte, selvom regeringen nu vil fjerne den indsats.
- Vi har et godt samarbejde med regionerne, som blandt andet har haft fokus på at få hevet EU-midler hjem til lokale klimaprojekter, og som har leveret rådgivning i de enkelte geografier.
- Men alt står og falder ikke med, om regionerne laver udviklingsaktiviteter eller ej. Der er rigtig meget arbejde i gang lokalt og samarbejder på tværs af kommunerne, som vil fortsætte uagtet, siger hun.
DR har forelagt kritikken for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der præsenterede sundhedsreformen. De henviser til både Miljøministeriet og Erhvervsministeriet.
Det har ikke været muligt at interviewe miljøminister Magnus Heunicke (S), men han udtaler i en skriftlig kommentar:
- I dag har regionerne ikke lovbundne opgaver eller ansvar for klimatilpasning i Danmark. Opgaverne er fælles mellem staten og kommunerne, og det skal sikre vores samfund mod det vildere vejr og stigende vandstande.
- Der er mange eksempler på, at kommunerne gennemfører tværgående samarbejde om f.eks. kystsikring, og vi har fuldt fokus i regeringen på at fortsætte indsatsen mod de stigende vandmængder og styrke kommunernes muligheder for klimatilpasning yderligere, oplyser Magnus Heunicke.
DR afventer en tilbagemelding fra Erhvervsministeriet.
I sundhedsudspillet fremgår det, at bortfaldet af regionernes arbejde med klimaindsatser skal være med til at finansiere nogle af de driftsudgifter, der vil være ved en reform af sundhedsvæsenet.
Forhandlingerne om regeringens sundhedsreform ventes at begynde inden længe. Det er regeringens ambition at forhandle en aftale på plads inden for få måneder.