Derfor undersøger hospital donorsager

Familie fik at vide, at mand var hjernedød. I dag lever han. Aarhus Universitetshospital indleder undersøgelse.

Familie fik at vide, at mand var hjernedød. I dag lever han. Aarhus Universitetshospital indleder undersøgelse. (Foto: © Kenneth Frydensbjerg, DR Østjylland)

Aarhus Universitetshospital har besluttet at indlede en undersøgelse af området vedrørende organdonation og hjernedødserklæring.

Det er to konkrete sager, som har fået hospitalet til at handle.

Først en sag om en familie, der måtte tage stilling til, om deres hårdt kvæstede 19-årige datter skulle være organdonor, kort tid før hun mirakuløst vågnede op og hurtigt kom i bedring.

Ikke hjernedød alligevel

Og nu viser det sig, at der i 2002 var en sag, hvor de pårørende blev alvorligt fejlinformeret.

- De pårørende får at vide, at der er indtrådt hjernedød, og de giver tilsagn om organdonation, siger Vibeke Krøll, chefsygeplejerske ved Aarhus Universitetshospital, til Ritzau.

Men kort efter viser det sig, at den dengang 24-årige mand, som har været ude for en trafikulykke, slet ikke er hjernedød. Han kommer sig og er i live i dag.

- Samme dag, som de pårørende får beskeden om hjernedød, laver man undersøgelser, der viser, at han ikke er det, siger Vibeke Krøll.

Ikke en Carina-sag

Vibeke Krøll fortæller, at hospitalet ikke tidligere har været opmærksom på sagen. Når den kommer frem nu, skyldes det, at et dagblad har søgt aktindsigt på familiens initiativ.

Sagen kan dog ifølge hospitalets udlægning ikke sammenlignes med Carina-sagen fra DR dokumentaren "Pigen der ikke ville dø". Manden bliver nemlig aldrig taget ud af behandling, fortæller Vibeke Krøll.

- Han er under fuld behandling hele tiden, lyder det fra chefsygeplejersken.

Vil undersøge alle donorsager

Hospitalet vil nu gennemgå tidligere sager og retningslinjer for at undgå, at pårørende skal opleve det samme som familierne til Carina og den nu 34-årige mand.

- Når der sker hændelser og fejl, skal vi lave undersøgelser. Og vi skal finde ud af, om der er opfattelser eller retningslinje, som kan blive bedre, så vi kan agere.

- Vi gennemgår nu de sager, vi kan. Hvordan fremgangsmåden bliver, skal vi aftale i næste uge, siger Vibeke Krøll.

Den kommende undersøgelse på Aarhus Universitetshospital skal være med til at sikre, at hospitalet har alle aspekter med i den nye retningslinje for kommunikation med pårørende til meget syge patienter, når det handler om organdonation.