Svindel med klimakvoter i milliardstørrelsen mistænkes for at have finansieret terror.
Men hvordan omsætter man 8,5 milliarder kroner – stjålet fra italienske skatteborgere via det danske klimakvoteregister – til likvide midler, der kan finansiere våben og krig.
Svaret er guld og diamanter i rå mængder.
38 tiltalt for milliardsvindel
I går kunne DR's Undersøgende Databaseredaktion afsløre, at det danske kvoteregister har været en central platform for svindel med italienske skatteborgeres moms for milliarder. Penge, som er stjålet via en sindrig momskarrusel.
Netop nu står 38 personer tiltalt i sagen i Italien.
Ifølge den italienske avis Corriere dela Serra, der afslørede svindelsagen i sidste uge, er pengene fra momskarrusellen omsat til diamanter, investering i ejendomme i Dubai og to luksus guldure til en værdi af næsten en halv million kroner stykket.
Muldyr med ædelstene
Og grunden til, at banditter og røvere er vilde med diamanter og guldure er ikke, at de er særligt forfængelige.
Ifølge den franske forsker og ekspert i momssvindel Marius-Christian Frunza er der snarere tale om et behov for en gangbar valuta, der skjult kan fragtes på tværs af landegrænser.
I første omgang er pengene fra momssvindelnummeret i Italien overført til en række skuffeselskaber, der flytter pengene rundt mellem lande, der fungerer som skattely.
Dubai er svindler-paradis
Pengene ender i Dubai, der er ideel som slutdestination for sorte penge, fordi de ikke har nogen hvidvaskningsregulering. Herfra er det nemt for banditterne, at hæve pengene og omsætte dem til midler, der kan transporteres videre, uden at efterlade spor.
- Disse diamanter flyttes med "muldyr" fra lande som Afghanistan og Pakistan og veksles til valuta og bruges til terrorfinansiering og lokale aktiviteter blandt paramilitære grupper, forklarer Marius-Christian Frunza.
Kan skjules på rejser
”Muldyrene” er personer, der betales for at fragte diamanter og ædelmetaller ind og ud af blandt andet Pakistan.
Det enkelte muldyr kan have store mængder diamanter med i håndbagagen, når de flyver fra Dubai.
-I de asiatiske kulturer spiller ædelmetaller og juveler en stor rolle som investeringer. Der findes et solidt marked for guld og juveler i lande som Dubai, siger Marius-Christian Frunza.
Dansk register var let at misbruge
I den konkrete sag fra Italien er der overført store pengebeløb til Dubai. Der er mistanke om, at en del af pengene fra svindlen er blevet brugt til terrorfinansiering. Dokumenter fra svindlen blev fundet ved en anti-terroroperation i bjergområdet mellem Pakistan og Afghanistan.
Når det netop er via Danmark, det omfattende svindelnummer er foretaget, er det fordi, at registeret har stået åben for registrering uden kontrol i perioden 2005-2010.
- Det danske register var det letteste at misbruge, fordi der ikke var nogen kontrol med de mennesker, der søgte om konti. Det eneste, det krævede, var en brugbar e-mail-adresse. Derfor var der masser af folk fra ikke-EU-lande, som Hongkong og Dubai, der åbnede konti i det danske register og blev i stand til at flytte rundt på millioner af euro uden nogen form for kontrol, forklarer Marius-Christian Frunza.
Det danske kvoteregister har været åbent for handler med CO2 siden 2008. I 2012 blev der strammet op på muligheden for at registrere sig, således at det danske kvoteregister ikke længere er platform for kvotehandel. Den omfattende svindel i den italienske sag stod på i årene 2009-2010, men er først nu kommet frem. Anklageskriftet er dateret den 15. september 2014.
https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0