Snakken går, og smilene bryder frem blandt en lille gruppe personer med demens på et ældrecenter i Hvidovre på den københavnske vestegn.
De er netop i gang med en session i kognitiv stimulationsterapi (CST), der har til formål at frembringe glemt viden og gamle minder.
- Når I kan mærke, at noget er svært, så er det godt at blive ved. Så kommer hjernen nemlig på arbejde, lyder det fra den demenskoordinator, der afholder terapien.
Terapiformen kan ikke kurere personer med demens, men har videnskabeligt belæg for at kunne styrke hukommelsen og livskvaliteten. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen terapien i sine anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med demens.
Men i Danmark er det langt fra alle kommuner, der tilbyder hjælpen.
DR har spurgt alle landets kommuner, om de tilbyder kognitiv stimulationsterapi til personer med demens. 84 kommuner har svaret, og 39 af dem tilbyder ikke terapiformen.
- Det er meget problematisk, at når vi har en kognitiv metode, som helt klart virker, at det så ikke tilbydes i alle kommuner, siger Rikke Gregersen, der er seniorforsker i demens hos VIA University College.
Artiklen fortsætter under grafikken her.
- Og der er faktisk tale om en billig metode. Det kræver kun én dags kursus at blive uddannet i CST, fortsætter hun.
Af de 45 kommuner, som tilbyder CST, er det kun 22, der har bygget deres terapiprogram op efter de almindelige anbefalinger. Det vil sige to sessioner om ugen i syv uger. Og optimalt set 24 yderligere uger med én session om ugen.
- Der er nogle retningslinjer i CST, man skal følge. Gør man ikke det, kan man ikke sikre, at man får det udbytte, man gerne vil, siger Rikke Gregersen.
Kommunerne er trængte på pengene
Rikke Gregersen har undersøgt, hvorfor nogle af Danmarks kommuner ikke tilbyder hjælpen eller kun tilbyder den delvist.
- De kommuner, jeg har talt med, er meget positive overfor CST, men det er svært for dem at få det implementeret, fordi kommunerne er meget trængte på pengene.
- Det kan være, de ikke har råd til at sende personale på uddannelse. Eller også kan de ikke undvære personalet i den tid, de er på uddannelse, eller når CST foregår.
I Storbritannien er CST meget udbredt, og metoden anbefales som standardbehandling af deres National Institute for Health and Care Excellence. CST bliver ofte praktiseret på specialiserede hukommelseskliniker rundt i Storbritannien.
Rikke Gregersen mener, vi bør tage terapiformen lige så seriøst i Danmark.
- Man burde fra politisk side have mere fokus på den her type terapi, da det jo er non-farmakologisk (involverer ikke medicin, red.) og dermed ikke har nogle bivirkninger.
Blandt andet mener hun, det er vigtigt, at metoden bliver vedligeholdt, efter sessionerne er færdige.
- Ikke alle kommuner er i stand til at lave et vedligeholdelsesprogram. Og det er klart, at hvis man ikke vedligeholder det, så ryger personerne med demens tilbage til samme tilstand. Men det er klart, at den tid, hvor man har haft det, har jo også værdi, siger Rikke Gregersen.
KL: Vi forventer flere vil tage CST i brug
Hos Kommunernes Landsforening (KL) har de blandt andet til opgave at sørge for, at alle kommunerne kender til det materiale, som sundhedsmyndighederne laver.
Direktør i KL, Christian Harsløf, forventer, at CST vil blive tilbudt flere steder i landet i de kommende år.
- Vi vil jo gerne have, at man leverer en så god demenspleje, som overhovedet muligt i alle kommuner. Og derfor forventer vi også, at det her er et område, som vil udvikle sig meget i de kommende år. Vi ved, der er stor nysgerrighed på de her metoder, og efterspørgslen på faglig viden er i vækst, siger han.
Artiklen fortsætter under grafikken her.
Christian Harløf forklarer, at det er op til kommunerne selv at skræddersy et tilbud til mennesker med demens.
- Den her terapiform står jo ved siden af andre terapiformer, som også virker. Blandt andet sansestimulering og musikterapi. Så opgaven er jo at få lavet det rigtige miks, sådan at man imødekommer den enkeltes behov.
Forstår du kritikken, at det er problematisk, at CST ikke tilbydes i flere kommuner, når den virker, er billig og ikke har bivirkninger i modsætning til medicin?
- Jeg forstår godt, man er utålmodig derude. Det vil jeg også være, hvis jeg repræsenterede en faglig viden, som man ved virker. Men kommunerne er store driftsorganisationer, og det tager noget tid at få ny viden til at synke ind.
I Hvidovre kommune har de tydeligt kunne mærke effekten af CST. Det forklarer Laura Kirkhamme, der er demenskoordinator i kommunen:
- De taler både om noget, de ved noget om. Men nogle gange bliver de også udfordret på, at hjernen skal finde noget frem, som måske ikke lige ligger først for. Og det har vores hjerner rigtig godt af, siger hun.
Korsang er en anden metode, der kan øge livskvaliteten blandt personer med demens, viser nyt studie. I dag kan du se første afsnit af den nye DR-dokumentarserie 'Demenskoret'. Det er kl. 20.30 på DR1, eller når det passer dig på DRTV.
Og hvis du vil blive klogere på, hvad du kan gøre for at undgå nogle former for demenssygdom, skal du kigge med her: