Hvordan tackler man det, når man har med mennesker at gøre, der ikke er i stand til at forklare, hvad de har behov for, når de er frustrerede og kede af det, og derfor måske giver sig til at sparke og slå?
I mange år har løsningen været at give borgere med demens antipsykotisk medicin, når det ikke lykkedes at dæmpe de uroligste eller dem, der var udadreagerende. Det fortæller Pernille Petersen, der er sygeplejerske på Egvad Plejehjem i Tarm.
- Så ville vi ringe til lægen og få udskrevet noget medicin til dem, fortæller hun.
Og sådan foregår det mange steder i landet. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at hver femte person med en demensdiagnose bliver behandlet med antipsykotisk medicin. Det sker, selv om der er flere alvorlige risici forbundet med medicinen, når man er demensramt, blandt andet højere dødelighed.
Men siden begyndelsen af 2023 er pillerne langt hen ad vejen skiftet ud med en helt ny måde at arbejde med demensramte borgere på Egvad Plejehjem. Skiftet er sket, efter plejehjemmet fik besøg af Sundhedsstyrelsens demensrejsehold.
Trivselskarret
Planen er, at demensrejseholdet skal hjælpe 58 plejehjem, og en evaluering af de 15, der fik hjælp i 2023, viser, at det er lykkedes at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin med fem procentpoint.
På Egvad Plejehjem har de nedbragt forbruget af antipsykotisk medicin med 40 procent efter at have haft besøg af rejseholdet.
5 ud af 11 beboere med demens er blevet trappet helt ud af den antipsykotiske medicin, og færre starter op på medicin, forklarer Pernille Petersen.
Den nye metode involverer nogle enkle værktøjer, der gør, at plejepersonalet har fået et sprog for, hvordan den demensramte har det, og hvordan de bedst kan hjælpe personen til bedre trivsel.
Først og fremmest er der 'trivselskarret', der er et kar med tre farver.
- Vi taler hele tiden om, hvor de er i trivselskarret. Det svinger meget fra dag til dag, hvor de er, og det kan også svinge fra minut til minut. Men vores mission er at få dem op i det grønne, fortæller sygeplejerske Pernille Petersen.
Når karret er fyldt godt op, er der god trivsel, i det gule felt er der begyndende tegn på mistrivsel, og i det røde felt er borgeren i mistrivsel.
- At vi bruger trivselskarret hver dag, og hele tiden taler om borgernes trivsel, gør, at vi bedre kan forebygge de her situationer, og det gør, at vi bruger mindre og mindre medicin, siger hun.
Blomsten og de fem behov
Når en beboer skal hjælpes op i den grønne del af karret igen, får personalet hjælp ved at snakke om løsninger ud fra 'blomsten', der er en illustration af fem grundlæggende psykologiske behov, der skal dækkes, for at en person med demens føler sig tryg.
Hvad skal der for eksempel til for at trøste lige netop denne beboer? Ved at gå blomstens kronblade igennem kan personalet sørge for at finde ud af så meget om beboeren som muligt.
- Med de her værktøjer kommer man til at lære borgerne bedre at kende. Det gør også, at der er færre af de her episoder, som gør, at det hele spidser til, og at de ender nede i det gule og det røde, siger Pernille Petersen.
Hvad er det for et menneske?
I 2015 blev et bredt flertal i Folketinget enige om en demens-handlingsplan, hvor et af målene var at halvere forbruget af antipsykotisk medicin blandt personer med demens inden 2025.
I den forbindelse oprettede man et rejsehold under Sundhedsstyrelsen, der kunne tage ud og tale med ansatte de steder, hvor man arbejder med mennesker med demens, om de udfordringer de har i arbejdet.
- Mennesker med demens kan være en gruppe, der kan være svær at arbejde med, fordi de jo ofte er ramt på deres hukommelse og på deres sprog. Så de har svært ved at sige præcis, hvad det er, de har brug for, eller hvordan de ønsker at modtage hjælp, siger Lotus Sonnenborg, der er en del af demensrejseholdet.
Derfor handler det om at opnå borgerens tillid, og det gøres ved at kende mennesket og vide, hvordan det har levet, og på den måde skabe en relation.
- Vi ser på, hvad er det for en livshistorie, hvad det er for et menneske? Hvad har været vigtigt for dem i deres liv? Hvad er deres værdier? Og hvordan kunne det så hænge sammen med den måde, vi oplever, at borgeren har det på og opfører sig på? siger Lotus Sonnenborg.
Succes på Bornholm
Det er ikke kun på Egvad Plejehjem i Tarm, hvor den antipsykotiske medicin i højere grad bliver i sin emballage.
På Bornholm er forbruget af den beroligende medicin blevet halveret på otte år til stor glæde for personale og beboere på Plejecenter Aabo i Aakirkeby.
Her har centrets ansatte arbejdet på at inddrage de pårørende og deres kendskab til beboeren for at give sidstnævnte ro på.
Eksempelvis registrerede plejehjemmet, at der var en beboer, som havde været vant til at være familiens overhoved og derfor havde siddet for bordenden derhjemme.
Plejecentret placerede så beboeren på samme måde, og det gav ro på.
Et andet eksempel var en beboer, der tidligere vare landmand i en kostald, som tissede forskellige steder i plejecentret til gene for andre beboere.
For at undgå en konflikt, der potentielt kunne ende med en dosis antipsykotisk medicin, malede personalet en ko bag toilettet, hvilket fik beboeren til at bruge toilettet.
- Livshistorien er utrolig vigtig, så det er simpelthen så godt at vide, hvad borgeren kan lide, hvad de har gjort før, så det er et godt udgangspunkt, siger Zette Kofoed, leder af Plejecenter Aabo.
Trivslen er øget markant
På Egvad Plejehjem i Tarm har de nye værktøjer både øget trivslen blandt personalet og beboerne.
Det har ifølge Pernille Petersen betydet, at der er lavere sygefravær blandt de ansatte, der er færre anmeldelser af voldsomme episoder, og beboerne med demens har det bedre.
- Vi har haft borgere, som har været meget sløvede af medicinen. De er trætte, de kan ikke selv spise og drikke og tage tøj på, og de sidder nærmest som en zombie, fortæller Pernille Petersen.
- Det er bare superfedt at se, at de er i mere trivsel end tidligere. Det er fedt, at vi gør noget godt for borgerne. At de ikke skal gå og have det så dårligt og være sløvede af medicin. Vi kan tydeligt se en forskel, siger hun.
- De kan tale igen, og de kan vise, hvordan de har det. De kan snakke og være med i aktiviteter. De kan være en del af hverdagen.
Herunder kan du få gode råd til, hvordan du nedsætter risikoen for at få demens.