Epidemikommissionen anbefaler, at stort set alle restriktioner ophører fra den 31. januar.
Det vil altså betyde, at natklubberne kan åbne igen, at vi kan tage mundbindene af, og at restauranterne igen kan holde åbent, som før vi kendte til ordet corona.
Samtidig anbefaler kommissionen også, at covid-19 ophører med at være en samfundskritisk sygdom fra den 5. februar.
Dog vil få restriktioner fortsætte.
Det drejer sig om fortsat at bruge mundbind på sygehuse og i ældreplejen, og at der vil være krav om test 24 timer efter indrejse til Danmark, hvis du ikke er vaccineret.
Anbefalingen om test ved indrejse forstår De Konservatives sundhedsorfører, Per Larsen, ikke meget af.
- Vi har en meget høj immunitet i den danske befolkning, og vi har lave indlæggelsestal på intensivafdelingerne. Det er grunden til, at man aflyser andre restriktioner. Derfor synes jeg også, vi skal af med indrejserestriktionerne, siger Per Larsen.
Men vil test ikke være med til at sikre, at folk, der kommer udefra, bliver fanget i et net?
- Nu har jeg ikke set indstillingen fra Epidemikommissionen endnu, men jeg ser ikke en grund til at opretholde indrejserestriktioner. Det er den samme omikron, der er i hele Europa, så det giver ikke mening.
Per Larsen siger også, at han umiddelbart vil stemme imod, hvis forslaget om test ved indrejse skal behandles i Folketingets epidemiudvalg.
Udmelding forventes onsdag
DR Nyheder har forsøgt at få fat i sundhedsordførerne fra Enhedslisten, Radikale, SF og S, men det har ikke været muligt her til aften.
Alle partiers sundhedsordførere vil dog være samlet i morgen klokken 12.15, hvor regeringen har indkaldt til møde om Epidemikommissionens anbefalinger.
Herefter mødes Folketingets epidemiudvalg klokken 15.45, og så ventes statsminister Mette Frederiksen (S) at holde pressemøde sidst på dagen i morgen.
Her til aften har Sundhedsministeriet lagt indstillingen fra Epidemikommissionen ud på sin hjemmeside.