Langt de fleste københavnere føler sig trygge og er ikke bekymrede for at bevæge sig udenfor i hovedstaden i aften- og nattetimerne.
Sådan lyder den positive hovedkonklusion i et nyt såkaldt tryghedsindeks udarbejdet af Københavns Kommune. Det skriver Politiken tirsdag.
Da Tryghedsindekset første gang blev lavet i 2009 var andelen af utrygge borgere i hovedstaden 22 procent. I dag er tallet faldet til 17,5 procent, viser undersøgelsen, der blandt andet bygger på et spørgeskema med deltagelse af 8000 københavnere.
Føler sig mindre udsatte for kriminalitet
Svarene viser, at københavnerne i forhold til første måling i 2009 generelt føler sig mindre udsatte for kriminalitet og i mindre grad end tidligere oplever kriminalitet som et problem i deres bydel.
Københavnernes subjektive oplevelse af, at byen blevet mere tryg, stemmer overens med de officielle tal for anmeldte forbrydelser.
Politiets statistikker viser nemlig, at der siden sidste år ganske vist har været en mindre stigning i antallet af anmeldelser af narkotikaforbrydelser, vold/trusler og tyverier, men at der sammenlignet med første tryghedsindeks i 2009 er sket et markant fald i antallet af anmeldelser af alle kriminalitetsformer ud over tyveri.
Glædeligt, men ingen grund til at slappe af
- Det går den rigtige vej. Kriminaliteten i København er faldende, og særligt ungdomskriminaliteten falder, siger overborgmester Frank Jensen (S) til Politiken.
Dog gør han opmærksom på, at den positive måling bygger på undersøgelser, der er foretaget før bandekonflikten igen eskalerede i år med talrige voldelige sammenstød i hovedstadens gader.
- Så selv om det er generelt er glædeligt med den stigende grad af tryghed, er der ingen grund til at slappe af. Som alle ved, har vi haft et uroligt forår med konflikter på bandeområdet og en bølge af gaderøverier i København, som jo ikke indgår i tryghedsmålingen, siger han til Politiken.
Stadig fem "utrygge" bydele
Det nye tryghedsindeks viser også, at mens København overordnet er blevet tryggere, er der fem bydele, hvor der er behov for en intensiv indsats for at skabe mere tryghed.
Det gælder Indre by (på grund af nattelivet), Christianshavn (på grund af kriminalitet på og omkring Christiania), området omkring Hovedbanegården (på grund af narkosalg, tyverier og prostitution) og Indre og Ydre Nørrebro.