- Min far er et empatisk menneske. Når han elsker nogen, vil han gøre alt for dem.
Det er en tydelig berørt kvinde, der i dag i Østre Landsret for første gang sagde ord om den forbrydelse, hendes far begik en septemberdag sidste år i fogedretten i København.
Han er morfaderen, der skød og sårede datterens eksmand og dræbte dennes advokat med et oversavet jagtgevær midt i retslokalet.
Drabshandlingen skete, da morfaderen var mødt op på vegne af sin datter i en konfliktfyldt samværssag mellem hende og svigersønnen.
- Min far har altid været god til at være rolig på overfladen, men indeni var det anderledes. Han hørte hele tiden om det, så det kunne ikke undgås, at han blev påvirket, lød datterens forklaring.
Er idømt livstid
Tiltalte blev i marts i år idømt livstid for manddrab og forsøg på manddrab, men ankede sagen. Dengang lagde retten væk på, at der var tale om en nøje overvejet handling.
Den tiltalte har erkendt, at drabet var planlagt.
I morfaderens optik havde svigersønnen og dennes advokat opført sig urimeligt gennem hele forløbet, og han så ingen andre udveje end at slå dem ihjel, har han fortalt.
Til stede i retten er også den tiltalte, der ligeledes har afgivet forklaring i dag.
- Våbenet var afsikret, da jeg trådte ind, så jeg kunne skyde med det samme, fortalte han blandt andet om minutterne før den blodige hændelse.
- Udadtil virker jeg rolig, men indeni er jeg slet ikke, sagde morfaderen om øjeblikket, hvor han affyrede de seks skud med geværet.
Den tiltalte har gennem dagens retsmøde forholdt sig roligt og har siddet tavs.
Da videooptagelser af drabet blev vist i salen, kiggede han ikke én gang op på lærredet og blev ved med at se ned i bordet ved sin plads, fortæller DR Nyheders udsendte reporter.
Det ventes, at dommen i ankesagen falder senere i dag. Anklager Anders Larsson går efter en stadfæstelse af livstidsdommen, mens forsvarer Mette Grith Stage ønsker at få strafnedsættelse.
Drabet har betydet, at fem byretter i øjeblikket kører forsøg med skærpet sikkerhedskontrol ved retten.