Siden 1990'erne er danskernes levealder steget lige så stille, og en ny rapport fra Finansministeriet viser, at den gode udvikling fortsætter.
Alligevel er danskerne bagud i forhold til en lang række andre vesteuropæiske lande, hvor borgerne i gennemsnit bliver ældre. Det gælder for eksempel franskmændene og svenskerne, der lever halvandet år mere end danskerne, og spanierne og italienerne, der bliver endnu ældre.
Regeringen glæder sig dog over, at gabet til de andre lande er blevet mindre. Ifølge fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) skyldes det, at danskerne i dag ryger og drikker mindre, spiser sundere og dyrker mere motion.
Personligt ansvar
Hun understreger samtidig, at danskerne skal blive endnu bedre.
- Både rygning, alkohol, kost og motion er der, hvor vi har meget forbedringspotentiale, siger Karen Ellemann til Ritzau og understreger samtidig, at det er den enkeltes eget ansvar at blive sundere. Regeringen har således ingen planer om at øge skatter og afgifter på alkohol og tobak eller skærpe rygeloven.
- Det gælder os hver især som borger i dette land, at vi har et personligt ansvar, siger Karen Ellemann.
- Vi har en meget meget restriktiv rygelov. Den er ikke mere end 10 år gammel. Den har uden tvivl haft sin berettigelse og har vist sin effekt.
Middellevetiden i Danmark er 78,8 år for mænd og 82,8 år for kvinder. Alene siden år 2000 er den steget med 4,5 år for mænd og 3,8 år for kvinder.
Stigningen i levetid er dog ikke jævnt fordelt, viser analysen. Ufaglærtes levetid er steget mindre end andre gruppers. Det skyldes hovedsageligt rygning og alkohol, fremgår det.
60-årige mænd med en lang videregående uddannelse har således udsigt til tre et halvt år længere liv end ufaglærte 60-årige mænd. For kvinder er forskellen lidt mindre.
Forskellen har tidligere fået fagbevægelsen til at foreslå, at pensionsalderen tilpasses de forskellige grupper, men det afviser finansminister Kristian Jensen (V) i dag over for Ritzau.
- Jeg vil hellere gøre en indsats for at løfte levetiden for de her grupper og sørge for, at det ikke bare er et spørgsmål om, hvor længe man er på arbejdsmarkedet. Livet er mere end arbejdslivet for mig, siger han.
/DR Nyheder/