Danskerne valfarter til København for at se dronningen abdicere

Der er potentiale for en decideret folkevandring på tværs af landet, når dronning Margrethe giver stafetten videre til kronprins Frederik.

Når kronprins Frederik søndag bliver udråbt som konge af Danmark fra balkonen på Christiansborg, har mange danskere taget turen til København for at bevidne det. De fleste i biler, toge og busser - og ikke som Frederik d. 7. til hest. (Foto: © Thomas Traasdahl, Thomas Traasdahl/RitzauScanpix)

Hvis du går med tanker om at besøge gamle moster Oda i København i denne weekend, bør du nok genoverveje de planer, for der bliver godt fyldt i alt fra tog til færger.

Dronning Margrethes abdicering giver nemlig travlt i stort set alle transportformer, da mange kongeligt begejstrede tager turen mod Christiansborg Slotplads for at overvære den historiske begivenhed.

DSB har oplevet en meget stor efterspørgsel på en plads i et tog mod hovedstaden, siger Informationschef i DSB, Tony Bispeskov.

- Der har været en historisk stor søgning, som vi aldrig har oplevet før, siger han.

De fleste rejsende med togene tager ifølge Informationschefen frem og tilbage på samme dag.

Og faktisk har så mange danskere efterspurgt tog-transport, at DSB har forlænget togene.

- Vi har gjort alle togene længere, så vi kan få over 1.000 ekstra pladser. Vi forlænger også regionaltog på Sjælland og S-togene i maksimal længde, siger Tony Bispeskov.

Informationschefen anbefaler de mange rejsende at købe pladsbillet, hvis det er muligt, da der kommer til at være fyldt på sæderne.

60-70 procent flere biler

En af dem, der skal med regionaltog fra Næstved til tronskiftet, er Iben Breum, der sammen med to veninder skal overvære begivenheden.

- Vi tager toget frem og tilbage, så der bliver nok noget ventetid, og vi er klar på at komme til at stå op, siger Iben Breum.

Det er dog ikke kun den kollektive transport, der bliver underlagt kongeligt pres i weekenden.

Molslinjen forventer mange flere biler denne weekend. (Foto: © Henning Bagger, (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix))

Mens dronningens bil Store Krone og de andre kongelige køretøjer er travlt beskæftiget i København, har hr. og fru. Danmark og lidt til gjort bilerne klar til søndag.

For også kongehus-begejstrede bilister valfarter mod København, hvilket de mærker hos Molslinjen, der transporterer folk fra Jylland til Sjælland med færge.

- Der er 60-70 procent flere biler end andre januar-weekender på Kattegat. Vi har stadig plads på færgerne, men busserne hos Kombardo Expressen er ret udsolgt til hjemturene søndag, skriver presseansvarlig for Molslinjen Jesper Maack til DR.

Kongeligt kaos på vejene?

Selvom mange biler tager turen over Kattegat, så vil der også flere steder være fyldt op i sporene på motorvejen.

Vejdirektoratet forventer dog ikke, at de ekstra biler og busser vil betyde trafikkaos tværs over Danmark på motorvejene

- Vi forventer, at trafikken kommer til at forløbe rigtig fint, men der vil selvfølgelig nok være flere biler, der bevæger sig fra vest mod øst, men ikke noget, der skaber et trafikalt kaos, siger vagthavende ved Vejdirektoratet, Kenneth Jensen.

Og blandt de danskere, der starter bilen med kurs mod den kommende konges København, er Hans Wendelboe Bøcher, der tager den lange tur fra Horne i Nordjylland.

- Man vil helt sikkert sidde bedre og varmere i stuen derhjemme, men det kan vi altid gøre, for det der med at være der, når Frederik bliver konge, det kan noget, siger han.

Også Storebæltsbroen og diverse private busfirmaer forventer ekstra travlhed.

Fra Nordjylland havde NILLES Rejser forventet at kunne fylde maksimalt tre busser, men efter stor efterspørgsel tidligere på ugen, sender de søndag morgen kl. 6.20 hele seks busser afsted.